Fra et priviligeret liv, først som datter af Wilhelmshavens mægtigste mand og sidenhen som selvstændig ung lederinde, til en ny eksistens som flygtning i Danmark; et liv under militær bevogtning, levet på andres nåde. Anden Verdenskrigs afslutning blev også noget af et personligt vendepunkt i min mormors liv.

Flugtruten for min mormors familie var gået over Østersøen, i første omgang fra Rügen til Stubbekøbing. Her mødte de for første gang den danske civilbefolkning, der faktisk tog sig enormt godt af dem. Min mormor husker kun danskerne som utrolig søde og hjælpsomme. Det kan umiddelbart undre, men det skyldes nok primært min mormors storesøster Ullas anoreksi. Den bliver både familiens tragedie og dens umiddelbare redning.

Flødeskumskager og flygtningelejre

Da de den anden maj kommer til Stubbekøbing, kan alle nemlig se, at den er helt gal med storesøsteren Ulla. “Dødssyg så hun ud. Uden farve, mager som en tændstik, grå i ansigtet, fuldstændig afmagret. Ganske frygteligt og medlidenhedsindgydende,” fortæller min mormor. Danskerne troede simpelthen, at hun var fuldstændig forsultet og prøvede at give hende mad. Også de tyske soldater der stadig var i Stubbekøbing forsøgte at hjælpe. De købte flødeskumskager til Ulla. Kager som min mormor, når nu hendes storesøster ikke kunne, endte med at sætte til livs.

Søsterens anoreksi, koblet med oldefars titel som admiral og det netværk han havde derigennem, var også direkte skyld i, at familien fik meget bedre vilkår end normale tyske flygtninge. De tyske flygtninge blev som oftest indkvarteret i store pigtrådsindhegnede og maskingeværsbevogtede lejre. Alle kunne se, at det ville være en dødsdom over søsteren, hvis hun skulle indkvarteres sådan, men en rigtig stor del af af den kvarte million tyskere, der flygtede til Danmark var i rigtig dårlig stand. 17.000 af dem døde, de fleste inden for de første måneder efter deres oftest fuldstændig udmagrende flugt, så at en tysker var dødssyg var på ingen måde ekstraordinært nok til at kalde på specialbehandling. Oldefar kendte imidlertid den tyske officer, der var ansvarlig for flygtningene i Danmark, og på den måde fik han sendt familien på et skib med retning Als. Ned til det tyske mindretal, der naturligt nok var positivt stemt for at hjælpe de tyske flygtninge.

 

Indkvarteret i Sønderjylland

Turen til Als foregik via en 14-dages sejlads. Min mormor brugte tiden på havet til at sy nyt tøj af gammelt sengetøj. Hendes liv havde taget en drastisk vending: Fra admiralsdatter til fattig flygtning. Fra et liv med tjenestepige til et nyt liv på bunden af samfundet.

Tyske flygtninge i det tyskvenlige Aabenraa (Fra Bundesarchiv: Bundesarchiv_Bild_183-1990-0927-501_Danemark_deutsche_Fluchtlinge)

Tyske flygtninge i det tyskvenlige Aabenraa.
(Fra Bundesarchiv: Bild_183-1990-0927-501_Danemark_deutsche_Fluchtlinge

De havde plejet at leve uden nogen materielle bekymringer overhovedet. Nu sad min mormor så pludselig med gammelt sengetøj og prøvede at trylle det om til nyt tøj. Selv oldefars tyske fortjenstmedaljer, deriblandt også det tyske kors i sølv, som han havde fået af Hitler, var blevet efterladt i Tyskland.

På Als blev min mormor og hendes familie først indkvarteret i en hal sammen med ca. 50 andre flygtninge. Der boede de i to uger, en tid som hun især husker for de danske vagter, der forsøgte at stjæle fra flygtningene, uagtet at flygtningene jo netop var flygtet fra de fleste af deres værdigenstande.
De bevæbnede vagter var der i virkeligheden for at sørge for, at fangerne blev, hvor de var, og for at de ikke fraterniserede med danskerne, men især i starten påtog de sig altså også den ekstraopgave at berøve flygtningene.

De fik dog min mormors familie sparsomme ejendele, og denne gang var det ikke en far med admiralstriber på uniformen eller sympatien med den anoreksiramte søster, der sørgede for, at familien blev skånet, men derimod en indsats fra mormor selv. Når vagterne var færdige med at tage familiens ting og vendte opmærksomheden mod den næste tyske familie, stjal hun simpelthen helt ubemærket tingene tilbage.

I dette lydklip, jeg oprindelig har lavet til et radioprogram, fortæller min mormor om flugten fra Tyskland til Danmark, om livet som flygtning i Danmark, og hvordan hun mødte kærligheden i form af min danske morfar.

 

En anden ting min mormor husker klart fra denne tid er lusene og den skam, der var forbundet med dem. De tyske flygtninge boede tæt sammen, og der var lus over det hele. Min mormor husker at sidde ved Sønderborg havnepromenade, omgivet af folk, der nød sommervejret, alt imens hendes mor stille og roligt pillede æg og lus direkte ud af børnenes hår.

 

Et flygtningeliv i uvidenhed

Opholdet i Danmark blev to år langt. Oldefar prøvede ellers ihærdigt at få familien tilbage til Tyskland før. Hvis der var én ting danskerne og de tyske flygtninge var enige om, var det at flygtningene så hurtigt som muligt skulle tilbage til deres hjemland. Det blev imidlertid forhindret af den britiske besættelsesmagt, der havde taget kontrollen i Nordtyskland. Området var smadret, særligt om vinteren var der stor sult, og englænderne mente, rigtig nok, at det af krigen nærmest uberørte Danmark havde meget lettere ved at brødføde og huse flygtningene, end det ville være i Tyskland. Derfor nægtede de at tage imod flygtninge, der ikke kunne bevise, at de havde et sted at bo. Og huse var ikke just i overflod i det fuldstændig sønderbombede Tyskland, hvor rigtig, rigtig mange manglede tag over hovedet. I to år skrev Oldefar forgæves til sine venner i Tyskland efter hjælp, før det endelig lykkedes.

Et portræt af min oldefar med titlen Hungerjahre (Sultår). Tegnet af min mormor i 1948

Et portræt af min oldefar med titlen Hungerjahre (Sultår). Tegnet af min mormor i 1948

Men det var ikke det vigtigste oldefar skrev breve om. Min mormor havde tre søskende. Udover den dødssyge Ulla, var der også storesøster Hannele og storebror Bernd. De var begge så gamle, at de ikke boede hjemme under krigen, og de var derfor heller ikke med på flugten. Min mormor og hendes familie anede ikke engang, om de stadig var i live, ligesom Hannele og Bernd heller ikke anede, hvad der var sket med deres søskende og forældre. I over et år var der ingen kontakt mellem familiemedlemmerne, men så lykkedes det Hannele at opspore min mormors gamle arbejde på Rügen, hvor hun fik at vide, at familien er flygtet til Danmark. Langsomt fik hun på den måde sporet sig ind på min mormors opholdssted. Da de endelig fik genskabt kontakten var den dødssyge Ulla faktisk død, storebror Bernd var blevet gift og både Bernd og Hannele var blevet færdiguddannede læger.

For min mormor var opholdet i Danmark dog ikke en helt dårlig tid. Ikke bare oplevede hun for første gang kærligheden, hun gjorde også stor nytte ved flygtningesygehuset i Sønderborg. Her fik hun ansvar og følte, hun kunne bidrage med noget. Hun fik et værelse på sygehuset og flyttede delvist ind der. Spørgsmål om liv og død rykkede endnu engang helt tæt på min mormor.

”Nåja, så jeg har et barn på samvittigheden” griner hun. Aborter blev nemlig her en del af hendes dagligdag. De flygtninge, der blev gravide i Danmark, var sjældent interesserede i at beholde børnene. Ét var at børnene i så fald skulle vokse op som flygtninge i et fremmed land og med en fuldstændig uvis fremtid. Noget andet var, at næsten alle de flygtede tyskere var kvinder, børn og gamle. De tyske piger, der formåede at blive gravide havde altså, fraterniseringsforbud eller ej, meget ofte fået altafgørende hjælp fra danskere i lokalsamfundet.

Hendes storesøster er hyppigt på besøg i sygehuset. Hun skal vejes hver uge for at se, hvordan det går med anoreksien. Og tallene ser faktisk lovende ud, indtil min mormor opdager, at det kun er fordi hendes søster snyder: ” Min søster elskede vores mor, nærmest som en afgud, hun var meget, meget et barn der elskede sin mor. Da min mor var hjertesyg, så reagerede hendes hjerte jo også på al den kummer med min søster, så når Ulla skulle vejes tog hun en stor sten og lage den i lommen på badekåben. Så stod hun med den på vægten og så havde hun taget på.
Min mormor kan godt se, hvor det bærer hen af: Omas storesøster så aldrig sit fødeland igen. Hun døde i 1946, forpint og udmagret af anoreksien, et skelet.

Her ligger min oldefar, oldemor og min mormors søster, der døde af anoreksi, begravet.

Her ligger min oldefar, oldemor og min mormors søster, der døde af anoreksi, begravet.