Volksgerichtshof, folkedomstol. Alene navnet var nok til at sende kyldegysninger ned af ryggen på civile tyskere i slutningen af krigen. Min mormor kender personligt en mand, der blev dømt af folkedomstolen for at have lavet en uskyldig joke om Hitler. En vittighed sagt det forkerte sted på det forkerte tidspunkt til de forkerte mennesker kunne koste en livet.

Volksgerichtshof blev startet efter branden i den tyske rigsdag i 1933. Den endte som en rendyrket terrorinstitution, der idømte alle reelle eller ireelle fjender af naziregimet fuldstændig drakoniske straffe. Alt ved domstolen var absolut umenneskeligt. Det er måske bedst illustreret af selve domsafsigelserne. En dødsdømts efterladte fik ikke kun en domsafgørelse. De fik også en regning. For som juristerne koldt konstaterede, så var det naturligvis den anklagede, der jo var kendt skyldig, der måtte betale omkostningerne for retssagen!

Urimeligheden i dommene kan du se et par eksempler på her.

Branden i Rigsdagen i 1933 brugte Hitler særdeles aktivt. Han gennemførte nødlove, der blev den reelle start på nazidiktaturet og han oprettede Folkedomstolen.

Branden i Rigsdagen i 1933 brugte Hitler særdeles aktivt. Han gennemførte nødlove, der blev den reelle start på nazidiktaturet, og han oprettede Folkedomstolen.

Ideen om en folkedomstol udviklede Hitler allerede i Mein Kampf, og han fik anledningen til at virkeliggøre den ovenpå Rigsdagsbranden i februar 1933. Nazisterne var dybt skuffede over, at kun én ud af fem anklagede, hollænderen Martin van der Lubbe, blev dømt for branden (der er intet, der tyder på, at de andre fire var involverede). Dommerne var upålidelige, de var et elendigt vedhæng fra det ubrugelige demokrati, der var blevet indført efter Første Verdenskrig, og som man nu måtte af med. I samme ombæring skilte nazisterne sig også af med tyskernes borger-rettigheder

I folkedomstolen skulle fem mand dømme over de anklagede. Der sad to faste dommere og tre såkaldte lægdommere. De skulle udvælges, fordi de “rådede over særlige erfaringer af faktisk slags inden for området afværgelse af statsfjendtlige angreb”  (“über besondere Erfahrungen tatsächlicher Art auf dem Gebiete der Abwehr staatsfeindlicher Angriffe verfügen”  -Gründungsgesetzes vom 24. April 1934).

Folkedomstolen havde et folkehygiejnisk formål. Det forklarede Otto Georg Thierack, der var dens leder fra 1936-42. Målet var “for enhver pris at holde vort folks sunde krop uskadt og stærk” („den gesunden Körper unseres Volkes unter allen Umständen unversehrt und kräftig zu erhalten”). Den formålsparagraf opfyldte man ved at dømme tyskere, der havde udtalt sig defaitistisk eller nedladende om nazismen, kommunister og udenlandske oprørere. 

Domstolen blev mere og mere rabiat i sine kendelser. Fra 1937-41 idømte den højest dødsstraf i 8,2% af dommene. Det ændrede sig fra 1942-44. Her endtde næsten halvdelen af dommene med en dødsstraf.

Stigningen kan især tilskrives én person, Roland Freisler. Denne nazistiske jurist blev i 1942 leder af Folkedomstolen. Hans fanatisme og effektivitet i at udrydde mennesker, som han opfattede som fjender af regimet, var grænseløs. Ved sin tiltrædelse skrev han til Hitler, at han ville dømme som, han troede Hitler selv ville have dømt, og signerede brevet “in Treue Ihr politischer Soldat, Freisler”. En selvudnævnt politisk soldat som øverste dommer. Det måtte gå galt.

Freisler var uhyggeligt nedladende, og hans domstol var en farce eller snarere en tragedie. Præcis hvor slemt det stod til, ved vi blandt andet fra processen mod den klike af mennesker, der stod bag det mislykkede attentat på Hitler d. 20. juli 1944. Propagandaministeren Goebbels havde besluttet, at retssagerne skulle filmes, så folk kunne se, hvordan forrædere fik deres velfortjente straf. Da Goebbels så råbåndene blev han imidlertid forfærdet og erklærede, at de aldrig måtte blive vist for den tyske offentlighed. Det ville blot have demotiveret tyskerne.

Goebbels var chokeret over, hvordan Freisler opførte sig. Det forstår man godt, når man i dag ser filmene, der siden hen er blevet offentligt tilgængelige. Freisler råbte og skreg af de anklagede, afbrød dem og fornærmede dem på det groveste. At der ikke var tale om en uvildig retssag, det skal man ikke se mange minutter for at kunne skrive under på. så her er en dokumentar fra Discovery, der viser, hvordan folkedomstolen med Roland Freisler i spidsen (Rasende Roland, som han bliver kaldt i Tyskland) førte proces.

I alt nåede folkedomstolen at slå over 5.700 mennesker ihjel. Mange af disse domme var drakoniske, umenneskelige, en skændsel for enhver domstol. Det blev konstateret ved Nürnberg-processen, at ”morderens dolk skjulte sig under juristernes kappe” (”Der dolch des Mörders, war under der Robe des Juristen bervorgen“). Alligevel er ikke én eneste af de dommere, der afsagde dommene blevet dømt for det, og det er et skamfuldt faktum, der ofte beklages i stærke vendinger i den tyske offentlige debat:
“Dies ist das traurigste, wohl auch beschämendste Kapitel deutscher Nachkriegsjustiz” (Dette er det sørgeligste og nok også mest beskæmmende kapitel af det tyske retsopgør efter krigen) skrev f.eks. den store tyske avis Die Zeit  i 1984 (http://www.zeit.de/1984/38/spaete-suehne-doch-jetzt-zu-spaet).

Det tog er imidlertid kørt. Alle mennesker, der kunne være blevet straffet er i dag enten døde eller så gamle, at det ikke giver nogen form for mening. Ofrenes pårørende må acceptere den triste sandhed. Ikke én dommer blev dømt efter krigen. Heller ikke min oldefar.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *