”Han var et supermenneske, det må man sige. Når jeg ligger i sengen om natten og ikke kan sove, tænker jeg tit på min far. Han viste mig virkelig, hvordan man kan mestre livet, også når det er svært”.

Ordene er min mormors, og netop de ord har med tiden vist sig at være essensen af en problemstilling, der er blevet mere og mere påtrængende, jo mere jeg har beskæftiget mig med min families fortid.

Men lad mig starte et andet sted, på et arkiv i Tyskland:

I foråret 2014 var jeg nede og besøge det tyske filmarkiv i Berlin og her faldt jeg i snak med en af de ansatte . Mens filmen, han havde fundet frem af Tirpitz’ stabelløb, kørte på den gamle spoleafspiller, og jeg via kontrolpanelet på maskinen satte afspilningshastigheden så langt ned i slow motion, at man billede for billede kunne følge, hvordan først Hitlers og så Oldefars og de andre marcherende officerers højre hænder skød op i en heilen, fortalte den ansatte mig, at han ofte anbefalede folk, der som jeg var på jagt efter fortiden ganske enkelt at opgive foretagendet. Ikke fordi, det var for svært at finde informationer, men fordi det var for svært at håndtere informationerne, man fandt. Han havde set for mange mennesker finde blive konfronteret med for mange smertelige sandheder.

Det gav mig noget at tænke over. For når det kom til stykket, havde jeg ikke rigtig overvejet, hvad konsekvensen af min søgen kunne blive.

Jeg havde aldrig været nervøs for at finde ud af, at min oldefar skulle have været en supernazist med grusomme forbrydelser bag sig. Det skyldtes to ting: For det første på grund af citater, som det jeg indledte med. Min mormor har konsekvent fortalt historier om, hvor godt et menneske min oldefar var, og hun har kunnet fremlægge vidneudsagn fra andre, der fortalte om min oldefars beskedenhed, hensynsfuldhed, ærlighed osv. At min oldefar besad gode menneskelige kvaliteter fandt og finder jeg ingen grund til at tvivle på.

Den anden grund er mere efterrationaliserende. Som jeg dykkede ned i arkiverne og faktisk fandt historier, der ikke rigtig passede ind i mønsterbilledet gik det op for mig, at jeg hverken er i stand til eller har i sinde at tage noget ansvar for hans gerninger. Jeg har aldrig mødt min oldefar, og jeg føler absolut ingen personlig skyld for nazismens forbrydelser.

Er sandheden prisen værd?

Undervejs er det alligevel blevet klart for mig, at der står rigtig, rigtig meget på spil for mig helt personligt. Det gik op for mig, at  jeg havde god grund til at håbe på at finde informationer, der bekræftede at oldefar var en god mand. Ikke for Willi von Nordecks eftermæles skyld, det kan rage mig en papand, og må stå og falde med hans handlinger.

Men for min mormors skyld. Eller rettere for mit forhold til min mormors skyld. For havde jeg fundet beviser på, at oldefar var en vaskeægte naziforbryder, så hylder min mormor den dag i dag en naziforbryders minde. Min mormor er en distræt 87 årig dame med en hullet korttidshukommelse. Mindet om oldefar – det står imidlertid fuldstændig klart: Han var en supermand.
Hvis denne supermand i virkeligheden var en grum krigsforbryder, der uberettiget sneg sig udenom sin straf, så tror jeg ikke jeg kunne undgå at bebrejde min mormor, at hun så ukritisk har hyldet ham.

Derfor er det her projekt endt med at betyde meget mere for mig, end jeg troede, da jeg startede ud. Jeg elsker min mormor og vil ikke have det forhold ødelagt. Jeg nåede flere gange at overveje om “sandheden” var det værd. Var det værd at ødelægge mit fantastiske forhold til min mormor på grund af noget, der skete for over 70 år siden? Næppe, men det føltes heller ikke som en mulighed bare at lade historierne ligge.

En overgang så det ud som om, jeg havde noget at frygte. En oldefar, der marcherede med Hitler og sendte sin søn til en nazistisk eliteskole, en oldefar der blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden. Lykkeligvis blev oldefar i sidste ende frikendt for krigsforbrydelserne og de andre forhold kan forklares (og altså forsvares?) Jeg har dog måttet tage et opgør med min mormors heltebillede af oldefar. En helt var han ingenlunde, tværtimod har han haft en relativ central position i den nazistiske krigsmaskine og som dommer ved en nazistisk terrordomstol har han været medansvarlig for umenneskelige domsafsigelser, men nazist kan han ikke beskyldes for at være, højst en systemets mand. En i en lang række af tyskere, der af den eller anden mere eller mindre gode grund ikke sagde fra, og dermed var med til at muliggøre nazismen.

Mit forhold til min mormor overlevede. Her er et billede af os: