Denne hjemmeside er et privat projekt, men jeg vil meget gerne have ris, ros og konstruktive kommentarer.

Kontakt mig på ole.krogsgaard@gmail.com

17 thoughts on “Kontakt

  • November 22, 2015 at 9:31 pm
    Permalink

    Meget spændende side. Jeg læser og ser meget om anden verdenskrig for at forstå hvordan så meget ondskab kunne opstå og et helt folk blev ledt i fordærv. Din side er en spændende indgangsvinkel til det. Godt lavet 🙂

    Reply
    • November 24, 2015 at 6:40 am
      Permalink

      Hej Gertjan

      Mange tak for de venlige ord!

      Mvh
      Ole

      Reply
  • November 22, 2015 at 9:36 pm
    Permalink

    God aften Ole Krogsgaard,

    Vil blot sige, at dit portræt af din familie, både den levende og det afdøde midtpunkt, var interessant at se. Jeg synes det er sympatisk, at du forsøger at nå til kernen af sandheden, uden at kompromittere din sympatiske og nære relation til din mormor. Da jeg selv har funderet mangt og meget over nazismens væsen – og om hvordan man selv ville have ageret i samme historiske kontekst (uden at nå et overbevisende svar), var det faktisk denne balance, der fascinerede mig mest. Derudover, hvordan den franske familie modtog dig. Tror dit sympatiske væsen eliminerede enhver trang til moralsk “revanchisme” med tidsforskydning. De fornemmede din oprigtighed.
    SÅ godt gået, jeg synes du er venlig – og modig! Alles gutes.
    Mikael

    Reply
    • November 24, 2015 at 6:43 am
      Permalink

      Hej Mikael

      At bevare balancen har været rigtig vigtigt for mig i hele forløbet. Jeg har gerne villet udstille min families historie – men ikke mine familiemedlemmer og i særdeleshed ikke min mormor. Det tror jeg, baseret på kommentarer som dine, at jeg er lykkedes med. Det er sgu fedt.

      Tusind tak for roserne – det var pænt af dig.
      Ole

      Reply
  • November 22, 2015 at 9:45 pm
    Permalink

    Hej Ole,
    Min mor og far var begge fra 1923-24, danske men påvirket af besættelsen, så min interesse for wwii har altid været stor.
    Så er jeg samf. Student fra 1984, så politik, har også min interesse.
    Jeg bor på sydsjælland, og så i vores lokale kirke en mindeplade for ham Anders der kæmpede på allieret side, læste bogen om, og læste derefter en bog om en fra Sandved som endte med at blive skydt i 1948 som forræder. Han var østfront frivillig, men hvad drev manden til østfronten ?
    Jeg blev dybt berørt af bogen, fordi personen blev udsendt med kongeligt håndslag og efter ophør af samarbejdspolitikken, var han pludselig forræder.
    Ikke mindre end 2 måneder siden talte jeg med en tysk kollega – kvinde på 27, hvis mormor havde fortalt at der ikke var bedre tider end under Hitler.
    så den tid influerer os alle til stadighed, jeg har ofte rejst i Tyskland, og synes godt om landet og folket – så på trods af alt er det vigtigt at tilgive og komme videre, og det du er igang med er jo netop at forsøge at forstå for derved at sætte din families bevæggrunde i det rette relief. Derigennem kan man skabe klarhed og forståelse, og der med grundlag for tilgivelse som måske kan bringe fred i din familie.
    Emnet er, med eller uden familiære relationer, historisk, politisk, socialt og kulturelt sindssygt spændende. (Emne læs wwii).
    Undskyld min lange mail, håber din søgen vil give indsigt og relief.
    Med venlig hilsen
    Anders meilvang

    Reply
    • November 24, 2015 at 6:54 am
      Permalink

      Hej Anders

      Ingen undskyldninger for lange mails påkrevet. Det er et emne, der er svært at behandle kortfattet – det vidner al den tekst jeg endte med at smide ind på den her hjemmeside vist også om.

      Det er rigtig nok ikke videre kønt, hvordan den danske regering først billigede, at man tog til Østfronten for senere hen at fordømme dem, der så gjorde det som landsforrædere. Generelt er det svært, men nødvendigt, at sætte sig ind i hvorfor de unge mænd meldte sig – at det næppe handlede om, at de ville henrette jøder, men at der nok var et enormt element af fædrelandskærlighed i det – de analyserede sig frem til at bolsjevismen var fare nr. 1, og så satte de deres liv på spil for den tro.
      Dumt, ja. Landsforrædderi, måske. Men i hvert fald ikke så komplet uforståeligt, som det ofte bliver tegnet op efter krigen, når vinderne og taberne har indfundet sig i deres nye roller.

      Mvh
      Ole

      Reply
  • November 22, 2015 at 10:14 pm
    Permalink

    Ad. billedet fra indgangen til krigsmarineværftet.
    Det kan umuligt være fra Kejsertiden, der jo sluttede ved krigens ophør i 1918 og blev erstattet med Weimarrepublikken året efter i 1919. Og rutebilen på billedet synes jeg ligner en Opel Blitz fra ultimo 1930 ‘erne. Dem kunne man stadig støde på i min barndom.

    I øvrigt så jeg din yderst interessante og personfølsomme film på DR K her til aften – mange tak for den, og hils så endelig din søde Oma fra mig.

    PS! Jeg er årgang 1948

    Reply
    • November 24, 2015 at 6:50 am
      Permalink

      Hej Norman

      Krigsmarineværftet eksisterede egentlig i Kejsertiden under navnet Reichsmarinewerft, som det bar op til 1935, hvor værftet fik navnet Kriegsmarinewerft. Du har nu nok under alle omstændigheder ret – rutebilen kan jeg ikke bortforklare, så jeg har slettet sætningen om, at billedet er fra Kejsertiden.. Tak for info!

      Og mange tak for roserne! Jeg skal huske at sende dem videre til min mormor også!

      Mvh
      Ole

      Reply
  • November 22, 2015 at 10:26 pm
    Permalink

    Hej Ole
    Tak for dokumentaren som jeg finder relevant på en nok mere skæv måde. jeg kan bedst beskrive hvad det kan føre med sig ved at fortælle dig min egen historie. Dette er historien om min farmor som var plejebarn. Selvfølgelig forkortet. Hun kendte ikke sin mor, dvs min oldemor. Jeg har altid haft tanker om min oldemor, som jeg kendte ved navn fra fødselsattesten. Der har altid ligget noget uforløst i vores familie om hvem anerne var på min farmors side. Det har aldrig været muligt at få nogen forsker til at forske i netop hendes slægt med et særligt navn. En dag i foråret 2015 sad jeg sammen med min far og vi talte om farmor og hendes slægt som vi ikke kendte noget til. Jeg søgte via nettet i kirkebøger og fandt hende og data. Så rullede det bare med info og indenfor en måned vidste jeg hvem oldemor var og hendes slægt fra sønderjylland igennem 400 år. Alt info som ingen havde kunnet finde eller få adgang til. Min oldemor var af en særlig kaliber trods at flere af hendes børn endte med at blive sat i pleje. Af hvilken grund ved jeg ikke endnu. Hun blev skilt fra sin mand i 1910 og rejste med sine børn fra det daværende Tyskland til Danmark omkring 1912 og 1914.. Det var usædvanligt og hun bosatte sig i en jysk by som havde hovedsæde for kvindefrigørelse og levede livet uden at være gift. Her blev min farmor født under anden verdenskrig og hun boede med sin mor og søskende. Der kunne være,flere årsager til dette. Var oldemor blevet jaget væk fra hjemstavnen eller var hun prostitueret eller var hun før sin tids kvinder og en som havde mod til at rejse væk fra anerne og krigen op til Danmark for at deltage i kvindefrigørelsen. Der findes ikke et endegyldigt svar. En dag følte jeg hun faktisk kom til mig da jeg sad i stilhed og hun smilte til mig fordi jeg havde set hvem hun var. Som om vi faktisk kendte hinanden. Så skete der en kæmpe forløsning. Jeg vil beskrive det som en kæmpe sten som sidder fast i floden og forhindrer floden i at flyde frit. Stenen slap og pludselig kunne floden flyde ud i områder der før var forhindret i at optage næring. Da jeg fortalte historien til min far om min oldemor og hendes aner og historie kunne jeg mærke hvordan noget dybt slap i ham og senere anden tæt familie. Så Ole nogengange behøver man ikke helt forstå eller den ældre generation behøver ikke forstå hvorfor du eller hvorfor jeg bliver nødt til at forfølge et spor. Man kan blive en slags hjælper til at forløse gamle tunge sten eller i mit sprog lukninger ind i vores genetiske systemer og energi sådan at det kan slippe og løbe frit. På den måde hjælper vi vores historie vi har med os gennem navlestrengen og forløser det uforløste både for os selv, for forfædre og de som kommer efter os. Det er uendelig smukt. Mvh Liz

    Reply
  • November 30, 2015 at 9:16 pm
    Permalink

    Kære Bjørn

    Mange tak for kommentaren. Det er jo helt tydeligt præcis den samme problemstilling I har skullet forholde je rtil . Og stakkels mormor, der har måttet rende rundt i uvished. Der er en ekstra form for straf for tyskere som hende og min mormor i, at deres savn, deres smerte og deres tab aldrig rigtig bliver anerkendt. Ja, Tyskland startede krigen, og ja mange tyskere stemte på nazisterne. Men det ændrer ikke ved, at utrolig mange tyskere også måtte betale den ultimative pris.

    Det var en balancegang i filmen, det der med, hvor ondt man kan have af min mormor. Ungofficer i Hitlerjugend og datter af en højtstående tysk officer, der var med til forbrydelser. Men jo også bare en ung pige, der (og det kom ikke med i filmen, men det kan du, hvis du har lyst læse om på den her side) mistede sin søster Ulla, blev bombet og måtte flygte fra alt, hvad hun ejede og kendte. Med det prøver jeg ikke at bortforklare noget, men blot konstatere, at det må have været svært for en tysker i Danmark at få lov til at sørge.

    Var de uskyldige drenge? var de onde? Tja, hvis jeg har lært noget, så er det vel at min mormor har ret, når hun insisterer på, at det ikke er så enkelt. Og det jeg skriver nu, er så banalt, og de tanker har I selvfølgelig tænkt til ende selv – ikke desto mindre er det sandt: Der er ikke er nogen af os, der er ‘onde’ eller ‘gode’, og det er så godt som umuligt at bedømme, hvad man selv havde gjort, hvis man havde stået på Østfronten i en overlevelseskrig.

    Jeg er glad for, at du synes dokumentaren var værd at bruge din tid på!

    Alt godt
    Ole

    Reply
  • December 5, 2015 at 12:12 pm
    Permalink

    Kære Ole
    Tak for et spændende og vedkommende TV-program, jeg netop har set på DR-K. Jeg er selv årgang 1957 og er opvokset i det danske mindretal som dansk præstesøn i Sydslesvig. I vores landsby havde en række naboer deltaget i krigen, min bedste voksne ven havde været Ortsbauernführer, og der var enker efter faldne og forsvundne soldater.
    Grundstenen var hermed lagt til en livslang interesse for NS-tiden og især die “Bewältigung der Vergangenheit” – eller mangel på samme. Mine tyske jævnaldrende hørte intet om NS-tiden i skolen, bortset fra en, der valgte emnet “Zeitgeschichte” som et historieforløb i gymnasiet. Først den amerikanske TV-serie Holocaust vækkede i januar 1979 (!) en hel befolkning, det som en hel række processer, fx “Juristenprozess” modfremtrædende personer inden for retsvæsenet ikke havde kunnet klare.
    Vidste du, at Roland Freislers kone fik enkepension i Forbundsrepublikken? Den fantastiske begrundelse var, at HVIS han havde overlevet krigen, så VILLE han have kunnet få ansættelse som Beamter/embedsmand i den nye tyske forbundsrepublik – se fx http://www.zeit.de/1985/09/blutgeld-fuer-freislers-witwe.
    Det må have været en tumultarisk oplevelse for dig lige så stille at få afglorificeret din ukendte oldefar. Jeg forstår dit savn efter en endelig dokumentation for, at din oldefar ville have sagt fra over for magten.
    I øvrigt: Det tyske Laienrichter (som din oldefar jo var, villet eller tvunget) oversættes med lægdommer, ikke amatørdommer.
    Venlig hilsen Povl Kristensen, Christiansfeld

    Reply
    • December 7, 2015 at 10:31 am
      Permalink

      Kære Povl
      Tusind tak for din kommentar! Lad mig starte bagfra: Du har ret – jeg har byttet amatørdommer ud med lægdommer på den her side nu. Tak for den hjælp.

      Jeg vidste faktisk ikke, at Freislers kone fik pension, men det overrasker mig ikke synderligt. Jeg har læst en stærkt anbefalelsesværdig bog, der hedder Furchtbare Juristen af Ingo Müller, der på skræmmende vis udstiller, hvor utrolig sølle retsopgør med særligt jurister var efter krigen.
      Jeg har aldrig set Holocuast, men godt hørt om hvor vigtig den skulle have været. Det er helt vildt. Tænkt at en amerikansk tv-serie, produceret for et amerikansk publikum, skulle vise sig at have så stor en indflydelse! Man skal aldrig undervurdere populærkulturens betydning for vores forståelse af fortiden. Derfor er jeg også med på vognen, der ærgrer sig, når tv-serier som f.eks. 1864 afviger fra historikernes udlægning af historien i forsøg på at dramatisere.

      Min morfar voksede i øvrigt op som tysksindet i Sønderjylland, han har i den grad også spændende historier at fortælle. Grænselandsproblematikken, som du må have levet, er efter min mening helt vildt spændende! Og en overraskende ufortalt historie.

      De bedste hilsner
      Ole

      Reply
      • December 7, 2015 at 12:53 pm
        Permalink

        Også bagfra, Ole: Min mor (f. 1923) og hendes søster (f. 1927) voksede op i en sønderjysk stationsby, hvor tysk eller dansk sindelag ikke var så vigtigt i et naboskab – indtil nazismens indtog. Min moster holdt for en del år siden et foredrag i sin midtjyske hjemby om sin opvækst. Jeg var så priviligeret, at hun bad mig renskrive foredraget. Hermed fik jeg suppleret min mors små glimt fra hverdagen med bl. a. min mosters beskrivelse af chokket, da naboens søn pludselig dukkede op til et bal i forsamlingshuset (så vidt jeg husker i 1943) iført en sort uniform. Du har ret, “den lille historie” i Sønderjylland fortjener meget mere opmærksomhed, selvom de lokale historikere gør, hvad de kan. Og øjenvidnernes tid er jo snart omme.
        Hm, jeg synes såmænd ikke engang, “1864”-serien kunne bære rent kunstnerisk… Men jeg er enig med dig, hvor uduelige Monrad & Co end var som politikere, så behøver man ikke udstille dem, effekt eller ej. Jeg er spændt på at se, hvordan den trods faktakritik så anmelderroste film “Under sandet” tackler sandheden.
        Venlig hilsen Povl

        Reply
  • September 15, 2016 at 3:47 pm
    Permalink

    Hello, I am journalist in Brandenburg an der Havel, the birthplace of Willy von Nordeck. I want to write an article about his live. Are they any informations about his years in Brandenburg before he started his military service? Thanks für reply
    Best regards
    Heiko Hesse

    Reply
  • December 17, 2016 at 8:38 am
    Permalink

    Kære Ole,
    Som historieinteresseret årgang 1975 så tilslutter jeg mig koret af rosende ord. Jeg har læst og set uendeligt meget om WW2 men jeg synes at du med fine afbalanceret tvfortælling tilføjer en vigtig beretning . Så det eneste jeg vil tilføje i forhold alle andres positive ord er, at når du lykkes med denne svære formidling, så vidner det om talent inden formidling, historie, forståelse for de menneskelige dilemmaer m.m. Talent forpligter, så jeg håber du vil bruge dit med kløgt, og jeg ser frem til, at dit navn dukker op igen i en anden sammenhæng. Held og lykke med at sætte kursen for det næste projekt.

    Reply
    • December 24, 2016 at 8:47 am
      Permalink

      Kære Britt

      Tusind tak for de meget venlige ord! De varmer her i den kolde tid, og jeg håber, jeg kan leve op til dem!

      Tak fordi du så med og glædelig jul!
      Ole

      Reply
  • June 17, 2018 at 10:07 pm
    Permalink

    Lieber Ole,

    Din historie på DR bevæger og empatien er stor. Hvor er du i dag og hvordan fylder og bestemmer dine erfaringer fra dengang din ageren i dag? Du er i Hamborg?

    Jeg spillede mit “nazikort” for nu to år siden, og min rejse minder meget om din, selvom den er meget anderledes: http://pov.international/at-spille-sit-nazi-kort-1/.

    Historien reflekterer over en jødisk menneskerettighedsadvokats oplevelse med to andengenerationsvidner – den ene bekender, den anden benægter.

    Det “nazikort” jeg spillede har givet mig andre kort på hånden. Spillet er ikke færdigt og jeg skriver fortsat.

    Venter spændt på dit svar, enten her eller på mail.

    Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *