De forfærdende ord stod inde i en 20 sider lang dom. En dom, der åbnede op for et kapitel af min oldefars krigshistorier, som jeg aldrig havde hørt om. Verstoße gegen die Grundsätze der Menschlichkeit und Rechtstaatlichkeit stod der. Forbrydelser mod menneskeligheden og retsstatlighedens grundregler lyder den ordrette oversættelse.  Og så rullede dommen hele sagen op: Otte sider med eksempler på oldefars forbrydelser. I alt 18 tilfælde af umenneskelige forbrydelser.

Domsafsigelsen er fra 1970 og drejer sig egentlig om noget så banalt som penge. Efter min oldefars død i 1963 havde min oldemor, på grund af min oldefars høje titel som admiral, ret til en ikke uvæsentlig, månedlig overførsel fra den tyske stat. Det ville den tyske stat imidlertid ikke betale. Den mente, at oldefars handlinger under krigen annullerede retten til pensionen.

Dommen fra 1970.

Dommen fra 1970.

Dommen var faktisk en frikendelse af Willi von Nordeck. De berlinske myndigheder, der havde lagt sag an, kunne ikke løfte bevisbyrden. Det kom alligevel som et kæmpe chok. Alene tyngden af anklagerne… og læg dertil, at det var en anket afgørelse, at en tidligere instans, en såkaldt forvaltningsdomstol, allerede havde kendt ham skyldig. I forbrydelser mod menneskeheden.

I Hitlers terrordomstol

Lad os begynde fra begyndelsen. For hvordan var min afholdte oldefar overhovedet kommet i en situation, hvor han kunne blive dømt for forbrydelser mod menneskeheden? Hvad havde han dog gjort?

Efter at Willi von Nordeck i 1942 på grund af sin alder blev pensioneret og afsat fra skibsmarineværftet, var han blevet indkaldt til en helt anden form for service.
Han havde været en såkaldt lægdommer ved den tyske folkedomstol. En domstol, hvis domme efter krigen igen og igen er blevet udpeget som en skændsel for ethvert såkaldt juridisk system. En domstol hvis fanatiske leder, Roland Freisler, frejdigt erklærede, at han prøvede at dømme, som han forventede, Hitler ville have dømt, havde han været der selv, og som betegnede sig som Hitlers politiske soldat. En domstol hvis funktion, ifølge Henrich Parrisius, der i 1935 vikarierede som chefanklager, ikke var at domme objektivt, men at udslette nazismens modstandere. Kort sagt en forbryderisk terrordomstol, som du kan læse mere om her.

Hvordan var min oldefar havnet der? Var det frivilligt?  Skulle han have gjort andet, ja, kunne han have gjort andet?

 

Oldefar og Folkedomstolen

Folkedomstolens dommerpanel bestod af fem dommere. To var professionelle, de resterende tre var såkaldte lægdommer, der ligesom min oldefar ofte kom fra militæret. Min mormor har fortalt, hvor meget min oldefar kviede sig ved at skulle medvirke direkte i den her domstol: “Han var så frygtelig medtaget, at han skulle det, at han blev opfordret. Han huskede jo, at mange af hans kollegaer fra Wehrmacht og marinen blev indkaldt, og at det var en dårlig domstol, der ikke dømte efter ret.”

Min oldefar havde blandt andet den tvivlsomme fornøjelse at skulle afsige domme sammen med domstolens leder, den berygtede Roland Freisler, med tilnavnet "Rasende Roland" (i midten).

Min oldefar havde blandt andet den tvivlsomme fornøjelse at skulle afsige domme sammen med domstolens leder, den berygtede Roland Freisler, med tilnavnet “Rasende Roland” (i midten).

Min mormor har videre forklaret, at man i teorien muligvis godt kunne have takket nej til embedet, men at det havde set meget mistænkeligt ud i det efterhånden paranoide Nazityskland, hvis en admiral undslog sig tjeneste. Det var absolut  ikke noget, man bare gjorde. Hans pligtopfyldenhed bød ham samtidig at gøre, hvad der blev bedt af ham. Tilmed håbede han, at han kunne gøre en positiv forskel: “Han var sådan i tvivl, for han håbede, han kunne dæmpe dommene, og det var det, han i grunden ville. Han ville ikke have døde mennesker i retten. Derfor havde han store samvittighedskvaler.”
Ideen om at man kunne gøre en forskel og trække dommene i en mere humanitær retning, blev imidlertid hurtigt gjort til skamme:  “Han kunne ikke virke udlignende på dommene. Han blev slet ikke hørt, fordi han var alt for god. Han kunne ikke dæmpe dommene, de blev simpelthen…” 

Spørgsmålet om, hvorvidt oldefars deltagelse var frivillig og præcis hvilke intentioner, der lå bag, blev naturligt nok også behandlet indgående i det efterfølgende retsopgør, og i sidste ende vurderede en tysk domstol altså, at der ikke var nok bevismaterialer til at dømme ham. Vidneudsagn forklarede entydigt, at han havde troet, at han kunne medvirke til at mildne domme, at han hadede at være lægdommer, og at han ofte brokkede sig til sin familie over jobbet. Samtidig bevidnede mange, at lægdommernes indflydelse var ren pro forma, da domsarbejdet reelt blev ledet af de professionelle dommere.

Ruinerne af Volksgerichtshof.

Ruinerne af Volksgerichtshof.

Set enkeltstående virker domstolenes endelige argumentation overbevisende. Willi von Nordeck blev sat i en elendig situation, der talte imod hele hans overbevisning. Han kunne imidlertid ikke gøre meget andet end at prøve at komme væk fra domstolen, og det faktum, at det lykkedes – han sad kun ved domstolen et år, normalt blev man hyret til fem års tjeneste, blev også fremhævet ved frifindelsen af oldefar.

 

Skyldig?
Hæver man sit blik fra den enkelte sag, mudres billedet imidlertid.

For det lykkedes efter krigen ikke at dømme én eneste dommer ved Folkedomstolen. hverken de professionelle dommere eller lægdommere fik nogen straf for deres virke ved en domstol, alle er enige om udførte forbrydelser mod menneskeheden. Alle anklagede slap igennem ved at påstå, at de havde stemte imod de konkrete domme, men var blevet nedstemt. Vidneudsagn om at lægdommere ikke kunne påvirke domsafsigelsen, ser i høj grad ud til at være blevet givet af, præcis, lægdommerne. Og faktisk blev der i efterkrigsprocesser givet så mange positive vidnesudsagn, at de fik et kælenavn: Persilscheine, eller persilattester på dansk. Opkaldt efter Tysklands mest kendte vaskemiddel.

Set i dét lys har min oldefar muligvis også et forklaringsproblem. Kan man virkelig tage vidneudsagn, der hovedsageligt stammer fra familie eller kollegaer for gode varer, når de siger, at han ikke havde lyst?

Det er svært for mig upartisk at tage stilling til spørgsmålet om oldefars intentioner. Jeg ville ønske, at der eksisterede en skrivelse fra oldefar til Justitsministeriet, hvor han skriftligt klagede over jobbet, eller en række dagbogsnotater, der ikke efterlod nogen tvivl. Det gør der bare ikke.
I sidste ende stoler jeg på familiens udlægning. Det gør jeg især af to grunde. For det første fordi det tyske retssystem rent faktisk endte med at frikendte min oldefar. For det andet fordi vi i min familie åbent erkender, at min oldefars bror, Henning von Nordeck, var nazist. Vi spekulerer også over, hvorvidt min oldemor havde nazistiske sympatier og mener, at hun nok havde en lille svaghed for brune skjorter. Min familie er altså ikke blege for at erkende ubehageligheder om andre familimedlemmer. Jeg kan ikke se, hvorfor de skulle lyve om min oldefar.

 

Hvilke forbrydelser mod menneskeheden?

Folkedomstolen var den instans, der dømte fjender af naziregimet. Mest kendt er processerne mod de sammensvorne bag attentatforsøget på Hitler den 20. juli 1944 og Hans og Sophie Scholl fra modstandsorganisationen Weiße Rose. Men hovedsageligt dømtes langt mindre prominente tyskere. Du kan du læse om fem processer, der tydeligt illustrerer den himmelråbende drakoniske og forbryderiske karakter dommene havde her.

Men hvad var det præcis min oldefar lavede i Folkedomstolen?

Det spørgsmål er det let at svare på. I de forskellige domme over min oldefar opsummerer de nemlig de atten sager, hvor oldefars navn har stået på domsafsigelsen, og som man mener, har været forbrydelser mod menneskeheden. Det er i øvrigt værd at bemærke, at ingen forsvarer på noget tidspunkt lader til at have anfægtet alvoren i beskyldningerne. Præmissen – at disse domme var forbrydelser mod menneskeheden – accepteres uden indvendinger, forsvaret går i stedet på min oldefars sindelag, hensigter og ageren.

Det mest berømte offer for en folkedomstolsafgørelse, som min oldefar var med til at bestemme var dødsdommen over den tjekkiske kommunist Julius Fucik. Hans historie er kendt, fordi han blev holdt fanget i et tjekkisk Gestapofængsel i over et år, før hans dom blev fældet. I den periode formåede han ikke bare at skrive manuskriptet til en bog (på engelsk “Notes from the Gallows” – noter fra galgen), men også at få den smuglet ud af fængslet. Som kommunistisk modstandsmand, der modarbejdede den nazistiske besættelse af Tjekkoslovakiet, blev Fucik en martyr i det nu kommunistiske Tjekkoslovakiet. Han blev en fast del af pensum for tjekkiske skolebørn, en vaskeægte nationalhelt.

Julius Fucik (1903-43), tjekkisk kommunist, modstander af naziregimet og dødsdømt af bl.a. min oldefar.

Julius Fucik (1903-43), tjekkisk kommunist, modstander af naziregimet og dødsdømt af bl.a. min oldefar.

Altsammen efter, at min oldefar og de andre dommere den 25. august 1943 dømte ham og en anden tjekke ved navn Klecan til døden. Begrundelsen lød på forberedelse til højforræderi og begunstigelse af fjenden.

Klecan og Fucik var så langt fra ene om at lide den skæbne. Over 5.000 mennesker dømte domstolen til døden, og masser af disse domme er senere hen blevet kendt umenneskelige. 54 mennesker var min oldefar med til at dømme til døden på et grundlag, der udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden.

Og det er altså blot de domme der efterfølgende er blevet klassificeret som forbrydelser mod menneskeheden og/eller forbrydelser mod retsstatligheden. Nogle mennesker fortjente, både ifølge min oldefar og helt almene juridiske principper, døden.

Min mormor har senere fortalt, at den endelige afgørelse der efter ankesager fra begge parter faldt den 30. marts 1971 og frikendte min oldefar, ikke var første gang han havde været i søgelyset i efterkrigstidens retsopgør. Engang i slutfyrrerne måtte oldefar pludselig forlade familiens nye hjem i Ratzeburg for at drage mod Nürnberg. Han skulle deltage i Nürnbergprocesserne. Ingen anede om han stod anklaget for noget alvorligt og hvor længe han skulle være væk. Lettelsen var derfor enorm, da han efter cirka en uge kom hjem uden at være blevet dømt for noget.

 

I Landesarchiv Berlin ligger der endeløse mængder af arkivmateriale, deriblandt mange papirer om opgøret mellem min oldefar og den tyske forvaltning, der ville dømme ham.

Nåede den juridiske proces at ske fyldest?

Da jeg var på besøg på landsarkivet i Berlin i vinteren 2014 fandt jeg dokumenter fra 1980, der viste, at myndighederne var ved at planlægge endnu en retsforfølgelse af dommerne fra folkedomstolen, deriblandt også min oldefar. Processen mod ham blev dog hurtigt skrinlagt, da manden jo var død. Naturlig død overhalede her som i mange, mange andre tilfælde det juridiske system. At Tyskland således ikke følte sig færdig med dommerne, ikke følte og føler at retfærdigheden er sket fyldest er en ubehagelig tanke.

Jeg kan dog ikke se, hvorfor en ny retssag skulle have kommet til andre konklusioner end dem man traf i 1970 og 1971. De nye sager var blev da også startet på baggrund af politiske overvejelser og ikke på grund af nyt bevismateriale. Alligevel efterlader det en følelse af uafsluttethed. Det betragtes ofte som en decideret skændsel for al retfærdighed, at ingen af dommerne fra Folkedomstolen fik en straf efter krigen. Skurken over dem alle, lederen Roland Freisler, kan takke en tung tværbjælke for, at han undslap en retssag. Han blev dræbt da domstolens bygning kollapsede efter et amerikansk luftangreb.