I min familie har vi aldrig haft noget imod at snakke om fortiden, men i bagklogskabens lys er der nok nogen ting, vi har talt mere om end andre. Jeg mindes for eksempel aldrig, at vi henover et godt måltid mad har snakket om, hvordan min familie var så dybt involveret i den militære ledelse af Nazityskland, at oldefar efter krigen blev anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Anklager, han først blev dømt, men så sidenhen frikendt for.
Det er ikke fordi, det som sådan har været en hemmelighed. Men når der nu er så meget man kan diskutere, hvorfor så beskæftige sig med lige dét?

Det blev der vendt op og ned på en efterårsdag i 2010. Her fortalte min mor mig om et fund, der gjorde, at jeg umuligt kunne lade familiehistorien ligge uberørt. Den dag blev starten på en dybt personlig historisk rejse for mig – det var dagen, hvor min mor fortalte mig, at hun hjemme hos min mormor havde fundet et rødt fotoalbum.

Inde i albummet var der nogle billeder hun troede for længst var blevet brændt. Billeder hun havde set på min morfars skrivebord, da hun var otte år gammel. Billeder hun havde fået af vide, at hun aldrig måtte snakke om igen. Folk skulle jo nødig få det forkerte indtryk af familien, der jo havde været på den forkerte side under krigen.

Min mor troede, at min morfar havde brændt billederne, men det har han øjensynligt alligevel ikke nænnet. For en historisk interesseret mand, var de for enestående til at man kunne brænde dem.

Så han havde i stedet placeret dem i et rødt fotoalbum.

Når man slår op i fotoalbummet støder man først på billeder af familiens sommerhus på Fanø, så kommer der billeder af familiens hunde og billeder fra min morfars dyrlægeklinik.

Så kommer der to blanke sider, og så begynder den historiske rejse for alvor.

 

 

Pludselig dukker oldefar op i fuld nazi-uniform, komplet med hagekors og det tyske kors i sølv.

Det var bare starten. På næste side i fotoalbummet begyndte min oldefars betydning i det tyske krigsmaskineri at gå op for mig:

Tre billeder af oldefar og Hitler. Oldefar og Hitler hilser, oldefar og Hitler går parade.

Jeg forstår så udmærket, at min morfar legede med tanken om at ødelægge disse fotografier, men jeg er lykkelig over, at han ikke gjorde det. For det var disse billeder, der fik mig til at begynde at spørge ind til fortiden. Jeg har stillet min mormor både opklarende og kritiske spørgsmål – og hun har været både lykkelig og frustreret over opmærksomheden og de mere eller mindre vellykkede spørgsmål. Hun har frustreret udbrudt, at “so einfach ist es doch nicht!”, så let er det jo ikke, når jeg har prøvet at drage min oldefar til ansvar for nazismen.

Den her hjemmeside er resultatet af utallige timers snakke, søgen i arkiver, kiggen i gamle papirer. Min konklusion skriver jeg flere steder, her kommer den i kort form igen: Min oldefar var ikke nazist. Han var aldrig medlem af det tyske naziparti, og som medlem af en gammel adelig slægt havde han ikke meget tilovers for nazismens appelleren til massen. Teorier om racerenhed og det tyske blods overlegenhed er der heller ikke noget, der tyder på, at han har troet på.

Til gengæld var han militærmand ind til benet. Som flådemand opdraget i kejsertiden troede han inderligt på ideen om en kejser og var modstander af demokrati. Han ønskede efter alt at dømme en genrejsning af den tyske storhed, der var blevet ødelagt med Første Verdenskrig.

Dertil var han opvokset med én grundværdi, han aldrig fraveg: Pligtopfyldenhed. Pligtopfyldenhed fremfor alt. Da nogle tyske adelige lagde en føler ud for at høre, om han eventuelt ville være med i den sammensværgelse, der kulminerede med det mislykkede attentat på Hitler den 20. juli 1944, sagde han forarget fra: At snigmyrde sin egen leder, og så endda mens nationen stod midt i sin eksistenskamp, det var for min oldefar aldeles uværdigt.

 

 

 

Så i stedet for at sige fra overfor det umenneskelige nazistiske voldsdiktatur lod han sig i se væk end et opkald til min mormor. De indsigter om at leve som del af et umenneskeligt regime som min mormor og hendes historier i dag kan fortælle os, er efter min mening uendeligt relevante i en samtid, der de sidsttedet blive en del af voldsdiktaturets maskineri. Og det mener jeg, at man kan og skal være særdeles kritisk over for.

Som man kan læse om her, blev han i 60’erne anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, men anklagerne blev efter flere appelrunder til sidst afvist af en dommer. Ingen tvivl om, at han havde været medvirkende til forbrydelser mod menneskeheden, men det tyske retssystem accepterede forklaringen fra venner og familie: Han arbejdede på at modvirke forbrydelserne og havde store samvittighedskvaler ved arbejdet. En dejlig historie for eftertiden, der også sagtens kan være sand. Det er imidlertid også et faktum, at alle de implicerede dommere efter krigen undslap at blive dømt, selvom alle er enige om, at domstolen var forbryderisk. Alligevel undslap alle straf, de fleste med samme slags forklaringer som min oldefar.

Det røde fotoalbum blev begyndelsen på en rejse ind i fortiden, der endnu ikke er afsluttet for mig. Det røde fotoalbum gjorde en krig, jeg igennem skoletiden har fået tudet ørene fulde af, uendelig relevant og nærværende. Anden Verdenskrig er i dag ikke længere væk end et opkald til min mormor. De indsigter om at leve som del af et umenneskeligt regime som min mormor og hendes historier i dag kan fortælle os, er efter min mening uendeligt relevante i en samtid, der de sidste år har budt på mere krig og ufred end længe set. Jeg håber, andre kan se relevansen.