“Min far ville ikke tages til fange, allermindst af russerne, det ville være det værste. Så tog han uden ret mange ord sin revolver ud og sagde, hvis det er en russer eller englænder, så skyder jeg mig.” 

En af de historier, jeg har sværest ved at forstå, sværest ved at sætte mig ind i, og hvor jeg føler størst medlidenhed med min mormor er ovenstående scene fra familiens dramatiske flugt over Østersøen til Danmark. En flugt, der altså kulminerer med, at min oldefar trækker en pistol og foran sin familie annoncerer, at han vil skyde sig, hvis u-båden de har spottet er russer eller englænder.

Mere om den historie nedenfor. Først må man imidlertid forstå, hvorfor familien overhovedet skulle flygte til Danmark.

Flugten

Efter nederlaget ved Stalingrad havde min oldefar i familiens skød åbent konstateret, at krigen var tabt for Tyskland. I løbet af 1945 var det tydeligt for alle, at den forudsigelse var rigtig. Tyskland ville tabe, og dét med maner. De allierede forlangte betingelsesløs overgivelse, Hitler forlangte betingelsesløs kamp til døden, og russerne rykkede hele tiden længere og længere ind i Østtyskland. Den røde hær hævnede sig grusomt på de tyskere, de mødte på vejen. Voldtægter og mord af civile var normale – et faktum den tyske propagandamaskine gentog højt og ofte. At Oma kom af en adelig militærslægt, og at hendes far var admiral under Hitler gjorde ikke fremtidsudsigterne lysere. Familien måtte væk.

En evakuering med båd af tyskere i Kurland

En evakuering med båd af tyskere i Kurland (fra Bundesarchiv: Bild_183-1985-0531-500)

 

På det her tidspunkt havde oldefars karriere resulteret i, at familien var flyttet til den lille ø ved Østersøen, Rügen, hvor han fungerede som den højeste offentlige myndighed. En post han fik i 1944, udnævnt af den tyske indenrigsminister, Heinrich Himmler.

Flugten fra øst mod vest var min familie ikke ene om at tage. Faktisk flygtede så mange, at det kaldes en af historiens største flugtkatastrofer. 14 millioner civile tyskere flygtede eller blev fordrevet. Op til to millioner menneskeliv gik til grunde. Deriblandt min mormors søster (hendes historie kan du læse her) og det var altså også lige før den på den mest dramatiske facon skulle koste min oldefar livet.

Han havde trukket afrejseplanerne så længe som muligt, men den 2. maj 1945 gik det løs. Min mormor arbejdede på det tidspunkt som Røde Kors-sygeplejerske på Rügen, hvor hun primært tog sig af civile. På et tidspunkt bliver hendes chef ringet op af oldefar med beskeden om, at nu er det nu: Russernes kanoner kan høres højlydt på øen – de er så tæt på, at det er nu eller aldrig. Planen er simpel – en hestevogn skal køre min mormor og familien til havnebyen Sassnitz, hvor et sejlskib står klar til at sejle hendes familie og nogle andre i sikkerhed.

Pludselig ændrer oldefar imidlertid planen. Han vil ikke længere med. Han insisterer på at resten af familien skal tage afsted med det samme, men selv vil han blive på Rügen. Min mormor, oldemor og mormors søster er selvfølgelig fuldstændig knust og prøver at overtale ham, men han nægter. En rigtig admiral går ned med sit skib, og hvad ville de civile på Rügen ikke sige, hvis de så ham stikke halen mellem benene? En beundringsværdig indstilling, som der faktisk ikke kan kræves af ham, for tre dage tidligere havde Himmlers ministerium officielt løst ham fra alle forpligtelser. Han var en fri mand.

Russiske myrderier af civile blev fremhævet af den tyske propagandamaskine, så alle vidste, hvad prisen for et nederlag ville blive. Fra Bundesarchiv: Bild_101I-464-0383I-26,_Nemmersdorf_(Ostpreusen),_ermordete_Deutsche

Russiske myrderier af civile blev fremhævet af den tyske propagandamaskine, så alle vidste, hvad prisen for et nederlag ville blive.
Fra Bundesarchiv: Bild_101I-464-0383I-26,_Nemmersdorf_(Ostpreusen),_ermordete_Deutsche

Da den resterende knuste familie allerede er ombord på skibet, kommer der pludselig en taxa til kajen og ud af den stiger min oldefar, der har ombestemt sig. “Es war wie Weihnacht und Oster”, er min mormors beskrivelse af lykken, der bryder ud, da han slutter sig til dem.

Den lykkefølelse varede kort. De har nemlig ikke sejlet særlig længe, før de opdager, at der er en u-båd i vandet.

“Så blev han temmelig ophidset og sagde til os andre, at hvis det er en russer eller en engelsk ubåd…  Min far ville ikke tages til fange, allermindst af russerne, det ville være det værste. Så tog han uden ret mange ord sin revolver ud og sagde, hvis det er en russer eller englænder, så skyder jeg mig.
Og han kiggede sådan rundt. Ingen turde sige et ord. Vi sad bare meget, meget spændt, meget ophidset og ventede på en besked ude fra rælingen om hvilken ubåd det var.  Vi var jo frygteligt medtagede alle sammen, vi ventede på, hvis nu der kom besked om at det var en russer, så skød han sig jo virkelig. Han ville jo ikke tages til fange af russerne. Det var jo en frygtelig tid. Hvis man kom i hænderne på russerne kom man ikke levende tilbage, det vidste alle. Så forestil dig det lettelsessuk der gik over det hele, da vi fik at vide, at det var en tysk ubåd. Så pakkede han revolveren væk, og vi havde vores far igen. Det var en utrolig situation.” 

U-båden var tysk, familien kom sikkert over Østersøen, men altså ikke før min oldefar havde viftet med en pistol og truet med at begå selvmord. For øjnene af sin kone, en dødssyg datter og min på det tidspunkt 18-årige mormor.
Jeg har altid haft svært ved at forstå, at han hellere ville skyde sig end at lade sig tage til fange. Måske har min mormor ret, og de havde dræbt ham med det samme. Men han havde da haft en mulighed for at overleve. Den opgav han jo fuldstændig ved at ville skyde sig selv. Og så for øjnene af familien. Men da jeg stiller spørgsmålstegn ved, om oldefars reaktion nu også var helt rigtig, bliver min mormor lidt berørt: “Richtig? Ich würde auch mich erschissen, wenn ich wusste, wenn ich da mitgenommen würde, und die Kinder und das totkranke Kind hinterlassen, das wäre der einzige richtige Wahl.”

Men han efterlader jer jo også alene tilbage, hvis han skyder sig selv? Aber das ist doch was anders, dann lebt er doch nicht! Nein, das finde ich nicht. Das Gedank auch für meine Eltern für meine Mutter, at hun skulle vide, at han var fange i Rusland, gud vide hvad de laver med ham, man ved jo godt, hvad de laver med dem.  Så det havde været værre for familien? Ja, meget værre, meget værre. End at blive efterladt? Jeg tænker bare, hvis man skyder sig selv er man død, hvis man kommer til Rusland er der en chance for at man kommer tilbage. Næ. Nicht in die Situation. Nicht bei dem Krieg die fast zu Ende war. Ne. Bestimmt nicht, Und mit den Russen da. Es war schon längst bekannt was sie da machten mit den Leuten. 

Tyske flygtninge fra Østpreussen (Fra  Bundesarchiv: Bild_175-S00-00326_Fluchtlinge_aus_Ostpreusen_auf_Pferdewage)

Tyske flygtninge fra Østpreussen
(Fra Bundesarchiv: Bild_175-S00-00326_Fluchtlinge_aus_Ostpreusen_auf_Pferdewagen)

Hele situationen står for min mormor tilbage som krigens værste enkeltoplevelse: Das war so entsetztlich schrecklich. Das war das einzige Erlebnis eigentlich, das die schlimmste war.

Havde oldefar skudt sig selv, var han i øvrigt kun blevet en ubetydelig del af en ubehagelig statistik. Af de to millioner flygtende tyskere, der døde, mistede 30.000 livet på turen over Østersøen. Størstedelen af de ofre var på skibe, der blev sænket af briterne.

Den skæbne undgik min familie. De blev i stedet en del af det, der engang imellem kaldes “den anden tyske invasion” – de 250.000 andre tyskere hvis flugt endte i Danmark.

Som alle andre tyske flygtninge havde min familie efterladt så godt som alt bag sig. Et par kufferter fik de med, men det meste tøj, billeder, værdigenstande blev tilbage, overladt til russerne. Nu skulle denne gamle fornemme adelige familie indstille sig på et helt, helt nyt liv. Et flygtningeliv i et Danmark, som havde meget svært ved at finde ud af, hvordan man skulle behandle alle de ludfattige mennesker, der pludselig stod på dørtærsklen og søgte tilflugt, alle disse mennesker, der lige havde været den helt store fjende. Mere om tiden i Danmark her.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *