Et af de største chok jeg fik i min jagt på familiehistorien kom, da min mormor efter en lang dag med samtaler om hendes liv for første gang fortalte mig historien om hendes bror Bernds skolegang. Bernd var blevet sendt på kostskole, den del af historien var velkendt i min familie, men hvad det var for en kostskole, det havde min mormor aldrig forklaret nogen  tydeligt.

Bernd var blevet sendt til den nazistiske eliteskole Napola (Nationalpolitische Lehranstalt), hvis formål det var at udklække det nazistiske tusindårsriges kommende politiske og militære ledere. Midlet var benhård disciplin og ideologisk skoling af de børn, der fra 10-års alderen og fremefter levede på Napola-skolerne.

Skolerne er nok mest kendt fra den aldeles glimrende spillefilm om Napola fra 2008, hvis trailer kan ses her:

Hvorfor elitenaziskole? 

Bernd var min mormors storebror. Han blev født ti år før min mormor, henimod slutningen af første verdenskrig. Da min oldefar brugte de første år efter krigen i et britisk fangeskab i Ægypten gik der faktisk år før Bernd rent faktisk mødte sin far. Som familiens eneste dreng var hans oplevelser af en ungdom i Nazityskland på nogle punkter meget anderledes end min mormors. Min oldefar havde ambitioner på vegne af sin søn.

At Bernd kom på en nazistisk eliteskole var som sagt en overraskelse ikke bare for mig, men også for min mormors to børn – min onkel og min mor. Min mor reagerede på nyheden ved spontant at fordømme oldefar Willi: “Jamen, så var han jo nazist”, var hendes ganske logiske konklusion. For hvorfor ellers sende sin søn væk på en kostskole hvis formål det var at uddanne de kommende ledere af Nazityskland?
Det mærkelige er imidlertid, at oldefar så ikke meldte sig selv ind i nazistpartiet. Han var efter alt at dømme en ambitiøs mand, der sluttede karrieren som admiral – et medlemskab af nazistpartiet kan vel kun have været karrierefremmende. Alligevel var han aldrig medlem af NSDAP.

For at prøve at kaste lys på de her spørgsmål, tog jeg kontakt til Bernds søn. Han hedder Mathias og bor i en lille nordvesttysk by sammen med sin kone og datter. I dag er Mathias en mand i fyrrene, men da han var yngre og Bernd stadig levede førte han mange

snakke med ham om sin familie og om min oldefar Willi von Nordeck.

Han fortalte mig, at Bernd selv bestemt ikke mente, at han var blevet sendt på Napola for at blive opdraget til nazismen. Grunden var en helt, helt anden:  Bernd var en nørd.
Han var en intellektuel type, der interesserede sig for bøger og historie, for viden. Sport, våben, militær og andre typiske mandlige dyder havde han til gengæld ikke meget til overs for. Han var i virkeligheden ”ganz und gar antimilitaristisch”. Men som eneste søn i en gammel adelsfamilie med stolte militære traditioner, (min oldefar Willi von Nordeck startede jo sin løbebane som den yngste kadet i den tyske marines historie og endte som admiral) var den modvilje et angreb på familiens stolthed, en rød klud i hovedet på alt, hvad den ædle slægt stod for.

Bernd blev sendt på Napola, men overhovedet ikke for at blive oplært i nazistisk ånd. Formålet var at få banket noget militær-opdragelse ind i kroppen. Min oldefar har muligvis forstået Napola-skolen i lyset af dens historie: Den var nemlig en fortsættelse af en gammel tysk tradition for kadet-skoler, hvor unge tyskere tog en militæristisk rettet studentereksamen med henblik på en karriere inden for militæret. Ofte blev Napolaskolerne oprettet i de bygninger, der tidligere havde huset en af disse gamle kejserlige kadetskoler, der var blevet forbudt ved Versaillesfreden efter 1. Verdenskrig.

Den forklaring spiller så vidt jeg kan se godt overens med, hvad jeg ellers ved om min oldefar. Som adelig og meget kejsertro officer,for hvem værdier som pligtopfyldenhed og loyalitet var altafgørende, havde han svært ved at acceptere, at hans søn ikke var rede til at dø for sit fædreland – en skæbne som min oldefar jo selv havde været meget tæt på at lide i Første Verdenskrig.

Bernds korte karriere i Napola

Der er ikke meget at fortælle om Bernds tid på Napola, for for Bernd blev det en kort foreteelse. Han hadede det. Og som den intellektuelle fyr han var, lagde han først hovedet i blød, for at udtænke en udvej, der indebar at hele kroppen skulle lægges i blød. Den udvej han fandt frem til gik nemlig ud på at stille sig i timevis under en iskold bruser indtil han på grund af sin alvorlige, ja livstruende lungebetændelse, blev sendt hjem fra Napola. Planen blev udført til perfekthed, og efter kun et par måneder på Napola var han hjemme hos familien i Wilhelmshaven igen.

 

Napolaskolerne

I alt nåede omkring 17.000 tyske drenge at gå på enten en af Napola-skolerne eller en af de lignende Adolf-Hitler-skoler. Oprindeligt startet af en ambitiøs gymnasielærer ved navn Bernhard Rust, som en fødselsdagsgave til Hitler, voksede Napolaskolerne sig til at blive stedet, hvor den nazistiske elite skulle uddannes. Militær og ideologisk skoling var i højsædet, når de nøje udvalgte, racekontrollerede drenge skulle undervises. Den brutale leder af SS Heinrich Himmler, blev så imponeret over Napolaskolerne, at han langsomt overtog kontrollen med dem, og mange af de elever, der blev uddannet derfra gik direkte ind i SS.

Alene det, at Bernd formåede at blive optaget på en Napola-skole var faktisk en præstation. For at komme ind skulle man bestå en hård optagelsesprøve, der bød på sportsprøver, modighedsprøver, intelligensprøver. Det var et fællesskab for den (kommende) nazistiske elite. Og fællesskabet var indrettet som en kaserne, hvor eleverne, der var ned til ni år gamle, blev presset hårdt. Tidligere elever fortæller, om terrænløb med nøgen overkrop gennem is og sne, om svømmekonkurrencer i fire grader koldt vand, om boksekampe med klart ældre elever, der  tæskede de unge drenge sønder og sammen. Det gjaldt om at være hård og modig. Ingen form for svaghed måtte udvises.

 

 

Bernd blev senere indrulleret i den almene tyske hær, men slap næsten uskadt igennem krigen. Efter krigen fortalte han min mormor, hvordan de alvorlige forfrysninger hans meget mangelfuldt udrustede tæer blev offer for, blev en skelsættende begivenhed i hans liv. Som han lå der og observerede sine forfrosne tæer langsomt skifte farve fra røde til gule for til sidst at ende blå, blev han så fascineret, at han besluttede sig for at blive læge. Han startede på den uddannelse under krigen, for var man i gang med en så krigsvigtig uddannelse, kunne man komme udskyde sin værnepligt. Han blev færdig umiddelbart efter krigen var afsluttet og arbejdede siden som læge.