Til en fest på en kollegiegang ved Aarhus Universitet faldt jeg i snak med en italiensk udvekslingsstudent på min egen alder. Vi kom til at snakke om vores familier, og jeg fortalte ham, om den hjemmeside jeg var i gang med at lave, og om nogen af de historier, der står her.
Hans reaktion kom helt bag på mig: Han blev nemlig forarget over mig. I hans verden var det kun godt, at jeg interesserede mig for min families historie, men at jeg ville udlevere negative historier om mit eget kød og blod til hele verden, det fandt han decidereret amoralsk.

Det har jeg tænkt en del over siden. Udleverer jeg min familie, og hvad er formålet med det?

Svaret på det første spørgsmål er måske nok ja. Jeg har prøvet åbent at lægge alt det frem, som jeg har fundet om min familie, både det gode og det mindre gode. Og ved at gøre det offentligt tilgængeligt åbner jeg selvfølgelig op for at alle kan danne sig deres egen mening om min families handlinger.

Men der er et formål med det. Jeg synes, at min mormors historier fortjener et bredere publikum. De er værd at lytte til, særligt i Danmark, hvor vores forståelse af Anden Verdenskrig bygger på amerikanske serier og interviews med danske frihedskæmpere, æret være deres minde.

Min familiehistorie giver en dimension, vi sjældent får lov til at stifte bekendtskab med. Min mormors far var admiralen, der byggede Hitlers største slagsskibe og fungerede som dommer ved hans terrordomstol. Min mormor var den lykkelige leder af den kvindelige pendant til Hitlerjugend. De havde begge roller under nazismen, der gør, at vi helt automatisk placerer dem i kategorien af onde. Men onde, det var de ikke, og det er for mig hele den større pointe.

De var ikke helte, bevares, på ingen måde. De var jo ikke modstandsfolk, der med livet som indsats bekæmpede Hitlers regime, de var ikke systemkritikere, der døde i en kz-lejr. Men hvad de var, var børn af deres tid. Min mormor, den glade lederinde, var vokset op i den nazistiske propaganda, havde aldrig lært andet. Og min oldefar havde ganske vist et valg – han kunne have gjort andet, og man kan med en vis ret spørge om han ikke burde have. Men han var et barn af sin tid – Kejsertiden – en officer af den gamle skole, for hvem det at gøre sin pligt over for sit fædreland spillede en større rolle end etisk-moralske spørgsmål. Alle karakterbeskrivelser af min oldefar, om de kommer fra venner, familiemedlemmer, kollegaer eller ansatte, fortæller samstemmende om et godt, beskedent, fair menneske, der var meget optaget af andres velbefindende.

Deres historier illustrerer for mig, at gode mennesker kan være medvirkende til slemme ting, de afmystificerer den nazisme, der i dag kun kan ses som det ultimative onde. Nazismen som ideologi var ultimativt ond, det var tyskerne ikke.

Det er mit håb at historier som disse, kan give en indgangsvinkel til at forstå anden verdenskrig fra et andet perspektiv end den fortælling om heltemodigere amerikanere og danske modstandsfolk, vi har hørt utallige gange.