Flygtningene bliver overvåget af danske vagter, blandt andet for at sikre sig, at tyskerne ikke fraterniserede med fjenden. Flygtningene skulle holdes isoleret og ikke knytte nogen bånd til de lokale. Man ville have dem ud af Danmark igen så hurtigt som overhovedet muligt.

Ét er imidlertid lovens ord, noget helt andet er hormoner, ungdom og virkelighed. Min mormor fortæller små relativt uskyldige historier om, at de unge kvindelige flygtninge gav kys til de danske vagter mod at få ekstra smør, men sagsakter fra den tid viser, at relationerne mellem fanger og fangevogtere ofte var langt mere intime end små kys. De tyske flygtninge var enten børn, gamle eller unge kvinder – mænd var en absolut mangelvare. Og ude foran hegnet stod der pludselig en masse danske mænd. Unge mænd. Resultatet af den konstellation oplevede min mormor på to meget håndgribelige måder.

Min mormor og morfar går i 1946 hemmelige ture og skjuler deres forbudte kærlighed – min mormor har skrevet ‘sehr verdächtig’ = meget fordægtigt.

For det første arbejdede hun som sygeplejerske for de tyske flygtninge, et arbejde hun havde fået masser af erfaring med under krigen. I Danmark udvidede jobrammerne sig imidlertid. Før havde hun primært plejet syge, nu blev døden også hendes metier:
Min mormor begyndte at give ulovlige aborter. Det blev nødvendigt netop på grund af den udbredte fraternisering. De færreste tyske flygtningepiger ønskede at sætte børn i verden i så usikker en tid og med en far, der officielt slet ikke måtte have haft noget med barnets skabelse at gøre. Når de oftest grædefærdige flygtningepiger mødte op på det midlertidigt indrettede flygtningesygehus i Sønderborg, stod min kun 18-årige mormor klar med omsorg, trøst og en sprøjte, der kunne dræbe fosteret. “Så jeg har nogle børn på samvittigheden,” fortæller min mormor grinende i dag.

For det andet fraterniserede hun selv. Gud ske lov – den fraternisering er jeg jo et produkt af.
Min mormors familie blev hyppigt flyttet rundt i Danmark. De nåede i alt at bo syv forskellige steder, i løbet af de to år de befandt sig i Danmark, men opholdet på den tyske skole i Guderup blev skelsættende. De delte skolen med 45 andre flygtninge, men det interessante er ikke, hvad der var i skolen, men hvad der var uden for. Lige over for boede nemlig den  tysksindede familie Kaad. Manden i familien, dyrlæge Hans H. Kaad, deltog ikke i det offentlige politiske liv, privat var han imidlertid ven med en anden dyrlæge, Jens Møller, der, som formand for det tyske partis nordslesvigske afdeling var en kendt nazist, der gik under navnet “den sønderjyske Fører”. Men det er en helt anden historie.

Min mormor med min nyfødte onkel.

En side fra min mormors fotoalbum med billeder fra blandt andet brylluppet. Herh ar min mormor kommenteret med et ‘endlich!’

 

Familien Kaad har en søn og en datter. Sønnen, Hans Jr., læser til dyrlæge i København. Men en dag er han hjemme og besøge sin familie, forvilder sig ned i vaskekælderen og finder der til sin overraskelse en ung tysk tøs. Familien von Nordeck har fået lov til altid at bruge vaskekælderen, og mormor er i fuld sving med at vasketøjet, da der pludselig står en høj og flot dansk studerende og charmer på livet løs. Det udvikler sig. Hvad det jo altså rent juridisk ikke må. Så den forbudte kærlighed plejes ved lange gåture og lange kys i Sønderjyllands skove. Forholdet er givtigt for hele familien. Svigerfar er en velanset dyrlæge, og de er i stand til at hjælpe flygtningene, især med kosten, der ellers er et evigt tilbagevendende kritikpunkt i de flygtningelejre, Danmark indretter for at huse de mange ufrivillige gæster. Der er ikke nok, og så er det det samme, det samme, det samme. Sådan bliver det ikke for min mormor, for svigermor pakker store pakker med smør, frugt, grøntsager og æg og skjuler dem rundt omkring på marker. Hun markerer gemmestedet, og så kan min mormors familie ellers gå på jagt.

Min oldefar finder i 1947 endelig et sted familien kan bo i Ratzeburg, Slesvig-Holsten. Min mormor og morfar holder imidlertid kontakten via breve, besøger hinanden og i 1951 bliver de gift. I 1957 kommer min onkel til verden og i 1959 min mor.

 

4 thoughts on “Fraternisering med fjenden

  • February 13, 2016 at 7:38 pm
    Permalink

    Hej Ole

    Du skulle vel ikke kende adressen / bygningen i Sønderborg, hvor din mormor var sygeplejerske for tyske flygtninge? Det kunne være meget interessant for os at vide.
    Vi ved nemlig i DKBF, at organisationen Lebensborn havde planer om nogle bygninger i Danmark fx et på Hohenwarte i Højer oktober 1944 og et i Sønderborg. Men de kom ikke i brug, da det var for sent i krigen.

    Reply
    • February 16, 2016 at 2:38 pm
      Permalink

      Hej Henny

      Jeg ved det ikke på stående fod, nej. Men jeg skal prøve at huske at spørge min mormor, næste gang jeg snakker med hende!

      Mvh
      Ole

      Reply
      • February 24, 2016 at 7:40 pm
        Permalink

        Tak Ole . Det vil glæde mig os meget, hvis vi kunne få det stednavn bekræftet..

        Venlig hilsen

        Henny

        Reply
  • November 25, 2017 at 10:50 pm
    Permalink

    I have checked your blog and i have found some duplicate content, that’s why you don’t rank high in google,
    but there is a tool that can help you to create 100% unique articles, search for: Boorfe’s tips unlimited content

    Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *