Min mormor er et fantastisk menneske. 87 år gammel, men jeg har kun haft glæden af at kende hende i 25. En utrolig sød kvinde med en meget positiv tilgang til livet og en enorm portion selvironi. En kvinde, der takket være hendes evige distræthed, som kun er blevet værre og værre de seneste par år og det med mange tragikomiske følger til konsekvens, har haft en helt særlig evne til at skabe problemer for sig selv. Som for eksempel den gang hun satte tænderne i et stykke brød, hun havde bagt, blot for at finde sin egen ring, et værdifuldt arvestykke, som hun tydeligvis var kommet til at glemme i dejen, da hun æltede den.

Man kan få et indtryk af, hvad min mormor er for et menneske her:

Min mormor har altid haft en fantastisk evne til at grine af livet, også når det viser tænder og snerrer ad hende. For vist tænder og snerret – det har det i den grad gjort.

En ungdom under nazismens tegn

Min mormor var blot fem år, da nazisterne greb magten i Tyskland. Hele hendes ungdom stod i først nazismens og sidenhen krigens tegn. Umiddelbart tegner sig konturerne af en forfærdende ungdom, men det paradoksale er, at de minder min mormor kan grave frem fra hendes ungdom så langt fra kun er negative. Hun husker med glæde tilbage til de dage, hvor hun kommanderede en lille eskadron syngende, fløjtende, heilende Hitlerjugend-piger gennem Wilhelmshavens gader. Hendes barndom foregik jo også i den uden tvivl meget privilegerede rolle som Admiralens, Wilhelmshavens nok mest magtfulde mands, datter.

Hun voksede up, med alt hvad der dertil hører af drengejagt, tøsefnidder og trang til at prøve grænser af, under hagekorsets tegn. Paradoksalt nok lagde nazidiktaturet faktisk rammerne for den allerførste kvindelige frigørelsesbevægelse! I Hitlerjugends kvindelige afdeling Bund deutscher Mädel (Tyske pigers forbund) mødtes unge piger uden nogen mænd var til stede. Hitler talte om at ”ungdom skal føres af ungdom” (Quatsch, sludder, kalder min mormor den tanke i dag), så store dele af møderne gik på at lave, hvad de udnævnte ledere syntes, de skulle lave. Et job min mormor selv tog på sig, da hun efter et stykke tid blev såkaldt Schar-Führerin. Med Bund deutscher Mädel blev min mormor en leder med autoritet og ansvar – en normalt fuldstændig uhørt rolle for en kvindelig teenager. Du kan læse mere om, min mormors tid i Bund deutscher Mädel her.

Men krigen var selvfølgelig også krig, med de forfærdeligheder det fører med sig. Min mormors umiddelbare familie var relativt heldig: Omend min mormors søster døde af en anoreksi, som det virker oplagt at forbinde med krigens uhyrligheder, døde ingen af min mormors nære familiemedlemmer direkte i krig. Helt kunne hun dog ikke undgå krigen. Hun fortæller levende om at opleve bomberegn, om at hejse hagekors i besatte byer, om familiens dramatiske flugt til Danmark, og livet som tysk flygtning i Danmark. En lille kærlighedshistorie bliver der også plads til, for min mormor mødte min danske morfar, mens hun var flygtning.

Når jeg hører min mormor fortælle, er det tydeligt, at det stadigvæk er svært for hende at koble den ungdom og barndom hun oplevede, både de dårlige og de gode oplevelser, sammen med de uhyrligheder Nazityskland begik. Som ikke politisk bevidst ungt menneske opvokset i en kæmpe propagandamaskine er kendskabet til de monstrøse tyske overgreb, først noget hun lærte om og forstod efter krigen.
Ingen tager mere afstand fra angrebskrige, totalitarisme og holocaust end min mormor, men at den barndom hun oplevede var så tæt knyttet til de overgreb, tror jeg stadig ikke, hun helt er kommet overens med.

Efter krigen

I 1947 flyttede min mormor med sin mor og far tilbage til Tyskland, nærmere betegnet Ratzeburg i det af englænderne besatte Schleswig-Holstein. Det var en hård tid, for Nordtyskland var fuldstændig sønderbombet. I den ekstremt kolde vinter 1946-47 døde flere hundretusinde tyskere af sult og kulde. De tyske flygtninge i Danmark viste, at det var vilkårene, alligevel havde næsten alle travlt med at komme tilbage, så de kunne være med til genopbygningen af deres hjemstavn. Deriblandt også min mormor og hendes familie. I en bunke af hendes gamle papirer faldt jeg over en tegning lavet af min mormor i 1948.  Den viser en gammel foroverbøjet mand, min oldefar, der samlernne tegning, der samler kartofler til aftensmaden. Min mormor havde givet den titlen “Sultårene” (Die Hungerjahre). Der er meget, meget langt fra manden på tegningen til billederne af admiralen i naziuniform.

 

Et portræt af min oldefar med titlen Hungerjahre (Sultår). Tegnet af min mormor i 1948

Et portræt af min oldefar med titlen Hungerjahre (Sultår) – tegnet af min mormor i 1948.

Min mormor begyndte på en designskole i Hamburg samtidig med, at hun udvekslede breve til min morfar, som hun havde mødt som flygtning i Danmark. Da hun blev færdig med uddannelsen fik hun et job som tegner af kjoler i reklamekataloger for Illum i København og flyttede derfor til hovedstaden, hvor hun blev indtil min morfar overtog sin fars dyrlægepraksis i Sønderborg. Han havde brug for sin kvinde til at hjælpe med at passe butikken, de emancipatoriske tendenser, min mormor havde oplevet i Bund deutscher Mädel var slået ned i de cirka tyve år, der gik indtil det større kvindeopgør satte ind, så min mormor måtte pænt flytte til Sønderborg og passe biksen og den lille familie. De fik to børn, min onkel og min mor, men ægteskabet var ikke lykkeligt og i 1981 blev de skilt og min mormor flyttede til Flensburg, hvor hun har boet hele mit liv.