Som så mange andre tyske officerer fik min oldefar sin ilddåb under første verdenskrig. Her oplevede han krig, død og fangeskab på nærmeste hold. Han var blandt andet officer på krydseren SMS Breslau, der, den 20. august 1918 i Middelhavet, i jagten på engelske flådefartøjer sejlede ind i et minefelt og sank. 133 mænd overlevede, 330 fandt deres endeligt i middelhavets bølger.

Oldefar måler vinkler med sin sextant.

Oldefar måler vinkler med sin sextant.

Krydseren var i 1914 sammen med et andet tysk skib SMS Goeben blevet sendt i tyrkisk (osmannisk) tjeneste og sejlede under det osmanniske flag, men den tyske besætning blev altså ombord. Én klar og synlig ændring medførte skiftet dog: Besætningen begyndte at gå med fez!
Overleveringen af disse skibe til den tyrkiske flåde fik vidtrækkende konsekvenser. Disse to skibe fik det Osmanniske rige til endegyldigt at gå ind i krigen på tysk side. For at undgå, at skibene skulle ende hos tyrkerne havde briterne drevet klapjagt på SMS Breslau og SMS Goeben i krigens første måned. Klapjagten mislykkedes, skibene gik i tyrkisk tjeneste, og Churchill sagde (omend først langt senere), at det medførte: “more slaughter, more misery and more ruin than has ever before been borne within the compass of a ship.”

 

Patriotiske sange og hurraråb – et tysk skib går ned

Oldefars oplevelser på SMS Breslau har jeg ikke kun fået fortalt af min familie, men også via arkiverne. Han skrev nemlig sin egen beretning om tiden umiddelbart efter afslutningen på anden verdenskrig. Den beretning indeholder et fantastisk afsnit, om hvordan besætningen reagerede på de altødelæggende minetræfninger, som jeg her vil give et udsnit af, frit oversat fra tysk. Vi kommer ind i hans historie, netop som officererne opgiver skibet:

”Ingen tvivl mere, det er slut.
Den sidste befaling lyder over dækket: ’Alle mand forlader skibet’. Breslau bliver forladt af sin besætning. Jeg rutsjer sammen med to kammerater ad den skrå skibsside ned i vandet. Vi søger først hurtigt at komme væk, for at undgå den berygtede strømhvirvel.
Så bliver vi vidner til et fængslende skue. Krydseren har stillet sig næsten lodret, bugen er rettet stejlt i vejret, ankerkæderne rasler ud, i sekunder ligner det, at den står stille.
’Tre hurraer for vores tyske Folk og Fædreland’ lyder i dette øjeblik vores kommandants stemme over vandet, og akkompagneret af brusende hurraer fra skibets besætning synker det langsomt og majestætisk i dybet.

Uforglemmeligt gribende for dem, der har oplevet det. Øjeblikkets stemning afløses af patriotiske sange. En starter dem, alle falder ind. Senere bliver der sunget fædrelandssange. Jeg driver noget væk fra menneskemængden, men længe endnu kan jeg høre dem i mit øre. Gradvis bliver det dog svagt og svagere.” (Den tyske original er i bunden)

Jeg har aldrig været i krig, så jeg ved enten om, hvordan man reagerer på, at ens skib er blevet sænket, og man selv ligger hjælpeløs i Middelhavets vand uden andre muligheder for redning end håbet, om at blive samlet op af et skib, så måske er det en helt normal reaktion. Men at SMS Breslau reagerede med hurra-råb og patriotiske sange, der fortsatte, selv mens besætningen flød længere og længere væk fra hinanden finder jeg både fascinerende og foruroligende. Den fædrelandskærlighed, pligtopfyldenhed og offervillighed over for sit land, der karakteriserede min oldefar har uden tvivl stukket meget dybt. (Den kritiske læser kan med fordel se en mindre kildekritisk diskussion i bunden af siden)

SMS Breslau jagede engelske skibe, der kunne have samlet alle tyskerne op. Englænderne er imidlertid bange for tyske u-både, derfor reagerer de først sent på den menneskelige elendighed, og da de gør det, er størstedelen af den tyske besætning gået tabt. Men altså ikke oldefar, der bliver sejlet til engelsk fangeskab i Ægypten.  Fangeskabet kender jeg ikke til nogen beretning fra, der findes blot enkelte billeder:

Min oldefar måtte bruge to år i engelsk krigsfangeskab i Ægypten.

Min oldefar måtte bruge to år i engelsk krigsfangeskab i Ægypten.

Willi von Nordeck blev løsladt efter knap to år, den 19/12 1919. Med sig hjem havde han nogle ægyptiske smykker, blandt andet en skarabæ, der stadig er i familiens besiddelse og kroniske sundhedsproblemer, der skulle plage ham resten af livet.

 

Blandt min Oldefars mange hædersbevisninger var også "jernhalvmånen", på tysk Eisener Halbmond, som tak fra Osmannerriget for hans tjeneste under Første Verdenskrig.

Blandt min Oldefars mange hædersbevisninger var også “jernhalvmånen”, på tysk Eisener Halbmond, som tak fra Osmannerriget for hans tjeneste under Første Verdenskrig.

 

Kildekritik

Beretninger som den min oldefar har skrevet om sænkningen af skibet er det vigtigt og nødvendigt at stille sig kritisk over for. For det første er den skrevet 27 år efter begivenhedernes gang, for det andet sætter den umiddelbart de involverede i et positivt lys, omend jeg da personligt synes, at den fædrelandskærlighed blandet sammen med alt-adlydende pligtopfyldenhed, som beretningen beskriver, på ingen måde er en ønskelig indstilling til livet og pligten.

Hvilken effekt 27 års afstand har til ens erindring af en begivenhed er svært at sige. Men jeg tror i hvert fald ikke , at min oldefar bevidst lyver om begivenhederne. Teksten er nemlig skrevet til et militært kammeratskab, en vis Herr Roger har bedt min oldefar om at skrive den,  og er jo netop endt i Tysklands militærarkiv. Der har altså været et vist halvoffentligt publikum af gamle soldaterkammerater. Da min oldefar jo langt fra var eneste overlevende fra den episode, har han næppe turdet at opfinde et så centralt afsnit, når chancen for at blive afsløret reelt var til stede. Helt sikker kan man dog ikke være, og hvis nogen læser har kendskab til andre beretninger fra samme episode, vil jeg meget gerne pege i deres beretning. To uafhængige kilder er jo altid meget bedre end en.

 

Den tyske originaltekst

„Kein Zweifel mehr, es geht zu Ende.
Der letzte Befehl schallt über Deck: „Alle Mann aus dem Schiff! Die „Breslau“ wird von ihrer Besatzung verlassen.
Ich rutsche mit 2 Kameraden die schräge Bordwand hinunter ins Wasser. Wir suchen erst mal schnell wegzukommen um den berüchtigen Strudel zu entgehen.
Dann bietet sich uns ein packender Anblick.
Fast senkrecht hat sich der Kreuzer gestellt, der Bug ist steil in die Höhe gerichtet, die Ankerketten rauschen aus, sekundenlang steht er wie still. „Drei Hurra’s für unser deutsches Volk und Vaterland“ hallt in diesem Augenblick die Stimme unseres Kommandanten über das Wasser, und unter den brausenden Hurra’s der Besatzung geht das Schiff langsam und majestätisch in die Tiefe.
Unvergesslich eindrucksvoll für die, die es miterlebt haben. Die Stimmung des Augenblicks löst sich in patriotischen Lieder. Einer stimmt sie an, alle fallen ein. Später werden Heimatlieder gesungen. Ich treibe von der Menge etwas ab, aber noch lange hallt es mir im Ohr. Allhählich wird es jedoch still und stiller”