Adolf Hitler. Chefen for SS, Heinrich Himmler. Chefen for den tyske flåde, Erich Raeder. Og så min oldefar.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forventet, at jeg en dag skulle være sådan en, der sidder i arkiver og desperat kigger i gamle dokumenter efter en eller anden form for ny viden om slægtshistorien. Det selvbillede ødelagde min oldefar fuldstændig.
Eller rettere. Det selvbillede ødelagde tre billeder i et fotoalbum, herunder billedet her.

scan0001

Min oldefar eskorterer nazieliten ned ad en rød løber, april 1939.

Du kan læse om fotoalbummet med billederne her, og om dagen Hitler kom på besøg her.

Da jeg først havde set oldefar og Hitler så tæt på hinanden, var det helt umuligt at lade historien ligge. Jeg kender ikke andre mennesker, der har billeder af Hitler, der hilser på deres oldefar. Hvad var han dog for et menneske?

Min oldefar var admiral. Han var startet i marinen som blot 15-årig og havde derefter gjort karriere. En karriere, der inkluderede to år som engelsk krigsfange i Egypten, efter han var gået ned med sit skib i 1917. Efter krigen var han stille og roligt avanceret indtil han i 1935 blev chef for krigsmarinens værft i Wilhelmshaven. I 1940 blev han forfremmet til admiral, den næsthøjeste rang i den tyske flåde. Kun storadmiral Erich Raeder var over ham i flådehierarkiet.

To år senere blev han fjernet fra sin stilling som chef for flåden, den officielle forklaring går på, at han er blevet for gammel. Men i stedet for at gå helt på pension endte han med at medvirke i nazisternes såkaldte folkedomstol. Det var en rendyrket terrordomstol. Regimets kritikere blev dømt, og de blev dømt umenneskeligt hårdt. Det lød den officelle anklage mod min oldefar efter krigen i hvert fald på: Forbrydelser mod menneskeheden og retsstatligheden. Av. Oldefar blev gudskelov i sidste ende frikendt – meget mere om det her 

Min oldefars historie er en personlig historie, men det er også en historie om noget meget større. Det er historien, om hvordan gode mennesker kan være med til forfærdelige ting, og den ramler dermed direkte ned i nogle af de centrale spørgsmål om skyld og ansvar, som tyskerne har måttet tage. Den følgende linje er utvivlsomt sand, men ikke særlig behagelig at skrive: Min oldefar sad på en højt dekoreret og prestigefuld militær post, og gjorde derfra alt hvad han kunne for at nazismen skulle sejre.

 

En god mand på afveje

Min oldefar var aldrig medlem af nazisternes parti, NSDAP.  Alle overleverede beretninger slår fast, at han på ingen måde sympatiserede med nazismen. Alligevel arbejdede han indædt på en Endsieg. Hvad foregik der?

Svaret skal nok findes i min oldefars egen historie. Han forblev formentlig om ikke antinazist, så i hvert fald ikke nazist, fordi han var af en gammel adelig familie og en del af flåden.

Flåden var kendetegnet ved en lav grad af direkte nazificering. Flådens selvbillede passede ganske enkelt dårligt med nazismen. I flådens optik var man gentlemen, og skulle man slås, skulle det være i heltemodige, ærefulde og ridderlige såslag mod briterne.

Nazismen var en massebevægelse med en stærk populistisk appel. Det var ikke noget for en flådemand, og det var også noget mange, omend langt fra alle, adelige havde det svært ved. Det adelige selvbillede min oldefar var vokset op med var en paternalistisk adelighed, der betonede pligt og ansvar – ikke racehad.

I alle beskrivelser jeg har kunnet finde af min oldefar, har jeg kunnet læse om en retskaffen, omsorgsfuld og retfærdig mand, der havde en høj grad af ansvarsfølelse. Ifølge min mormor blev han endog fyret fra skibsværftet i Wilhelmshaven af Hitler, fordi han insisterede på at polske krigsfanger, der arbejdede der, skulle have ligeså meget mad som de tyske arbejdere. Det har jeg ikke kunnet finde nogen beviser for, oog det virker ærlig talt også som en alt for rar historie til at kunne være sandt.

Alle kilder bakker imidlertid op af billedet af min oldefar som en meget omsorgsfuld og utrolig vellidt far, kollega, ven og chef. Det er selvfølgelig rart for mig, men det efterlader i endnu højere grad spørgsmålet, hvad skete der? Hvordan kunne dette gode menneske være med til nazismens forbrydelser uden at sige fra?

 

Oldefar i fuld uniform.

 

Nøgleordet lader til at være pligtopfyldenhed. Min oldefar betragtede pligtopfyldenhed som en kerneværdi. En officer gjorde sin pligt og parerede ordrer. Selvom han efter den tyske hærs nederlag ved Stalingrad i 1943 sad hjemme ved spisebordet og erklærede, at krigen var tabt, var han forargret, da han blev tilbudt at være med i det mislykkede attentatforsøg mod Hitler den 20. juli 1944. At forsøge at snigmyrde sin leder, mens man var i en krig om sit lands eksistens. Det var i oldefars øjne højforrædderi af den værste slags. Og så var det lige meget hvor elendig og forbryderisk en leder Hitler var.

Oldefars karriere endte med en post som øverste myndighedsperson på den tyske ø Rügen. En stilling han holdt fra 1944 til d. 30. april 1945, hvor han blev løst fra sit hverv. Tre dage senere flygtede han med sin familie til Danmark, hvor de var i to år, indtil de igen kunne flytte tilbage til Tyskland.

Min oldefar døde i 1956, 68 år gammel. Han havde haft forskellige skavanker og dårligt hjerte siden Første Verdenskrig. Dermed nåede fortidens synder aldrig at indhente ham. Han var selv død, da der blev indledt sag mod ham om forbrydelser mod menneskeheden. Det var en syvårig kamp hans enke, min oldemor, Hedwig von Arnim, måtte tage alene. Den historie kan du læse her.