Hjemme hos min mormor er der et gammelt billede af hende, der er så blegnet, at man skulle tro, hun havde brugt samtlige instagramfiltre på det. Hun er tretten år gammel, smiler, og er klædt i en hvid skjorte med et sort slips. Det er det eneste billede, jeg nogensinde har set, af min mormor i uniform.

Fra hun blev gammel nok til at være med, var min mormor en del af Hitlerjugends kvindelige modstykke Bund deutscher Mädel – Tyske pigers forbund (BdM).

Da jeg første gang snakkede med min mormor om hendes barndom og ungdom, og om hvordan det var at være medlem i det kvindelige Hiterjugend, fik jeg et mindre chok.

Hun huskede nemlig glædesstrålende tilbage til de gode gamle dage i BdM. Hvad der for mig stod som en dybt pervers institutionaliseret helgendyrkelse af Hitler og nationalsocialismen var for hende glade erindringer om at vokse op i et fællesskab med opgaver, ansvar og rigtig gode veninder. Den dag i dag er hun ikke sen til at påpege, alle de gode værdier hun lærte i BdM; pligtopfyldenhed, lederskab, værdien af fysisk aktivitet.

En kvindefrigørende organisation?

For at forstå min mormors holdning er det nødvendigt at forstå, hvor omvæltende en institution Bund deutscher Mädel faktisk var for de tyske. For organisationens formål uagtet, tilbød den en for sin samtid uhørt grad af frihed for de unge piger. Den nazistiske parole lød “Ungdom skal ledes af ungdommen” og hos BdM fik piger som min mormor mulighed for at stifte bekendtskab med sportturneringer, lederskab, nogen (bestemt ikke min mormor, insisterer hun!) endda med sex: En flok forældre klagede i 1944 over, at BdM åbent opfordrede de unge piger til at få børn uden for ægteskab – der skulle jo produceres flere gode nazistiske borgere.

Bund deutscher Mädel kan på nogle måder bedst forstås som en spejderlejr, organiseret af piger for piger. Spørger man min mormor om, hvad de lavede, fortæller hun først og fremmest, hvordan de sad i rundkreds, sang sange og legede lege.

 

Den store grad af kvindelig frihed som pigerne herigennem oplevede er i virkeligheden paradoksal, for ingen steder i nazisternes tankegods figurerede kvinden som en skikkelse, der var manden ligeværdig. Hitler selv mente, at: “ordet om kvindeemancipation er kun et ord, der er opfundet i det jødiske intellekt, og indholdet er præget af samme ånd”, og Goebbels proklamerede, at den nazistiske bevægelse var en mandlig bevægelse: “Når vi udelukker kvinden af det offentlige livs område, så er det ikke, fordi vi gerne vil undvære hende, men fordi vi vil give hende sin egentlige ære tilbage. Kvindens fornemste og højeste hverv er stadig hvervet som hustru og mor. Øverste chef for BdM var da også en mand, rigsungdomsføreren Baldur von Schirach, der refererede direkte til Hitler.

Alligevel formåede kvinderne her at skabe sig et frirum, hvor de selv fik lov til at bestemme om ikke alt så rigtig meget. I forlængelse af Hitlers tanker om, hvordan Tysklands ungdom skulle opdrages, som han havde formuleret helt tilbage i Mein Kampf, var BdMs primære formål at holde de kvindelige kroppe sunde og stærke. 1/3 ideologisk og 2/3 legemlig skoling, sådan havde rigsungdomsføreren Schirach skitseret organisationen. Og det er altså den legemlige skoling, min mormor husker glædesstrålende tilbage på.

Den nazistiske indoktrinering kan hun også godt huske. Hun kan godt huske, at de skulle lære alt om Hitlers liv, og hun kan godt huske, hvordan de lærte at marchere og heile, men det er ikke i sig selv et ubehageligt minde for hende.

Hiterjugend som en god oplevelse

I bogen Hitlers Kinder har den tyske journalist Guido Klopp interviewet en række gamle BdM-medlemmer, præcis som min mormor. At læse den bog var en gave for mig. Jeg havde haft svært ved at acceptere, at min mormor kunne holde så meget af tiden i BdM, selvom hun jo godt vidste, at organisationen var en del af det forbryderiske nazistiske regime, hun tager så meget afstand fra. Det viser sig imidlertid, at der er rigtig mange andre gamle BdM-medlemmer, der har det på samme måde: “Jeg kan ikke få solen ud af mine erindringer”, som en af de interviewede meget poetisk udtrykker det. Det samme gør sig gældende for min mormor. Hendes erindringer er så entydigt positive, at alle de oplevelser, der kom senere, al den viden om nazisternes ufattelige forbrydelser, der kom senere, ikke kan tvinge solen ud af erindringerne om Bund deutscher Mädel og de gode tidlige år inden krigen kom.

“Jeg tror ikke, når du træffer nogle gamle mennesker, der også har været i Bund deutscher Mädel, der er ingen der vil kunne tale dårligt om det,” påstår min mormor. Det er helt sikkert forkert, men det er helt sikkert også sandt, at rigtig, rigtig mange husker meget positivt tilbage på disse formative børneår tilbragt i Hitlerjugend. “Det var forår i mit liv”, som en anden interviewet i Klopps bog udtrykker det.

 

 

 

Führerin i Hitlerjugend

Min mormor steg i løbet af ungdomsårene i graderne. Fra at være menig Hitlertøs blev hun en såkaldt Schar-Führerin med kommando over 10 unge piger: Jeg skulle bestemme, hvad de sang, når vi marcherede. Vi gik jo gennem Wilhelmshaven for alle skulle se os, og jeg gik så ved siden af dem og bestemte, hvad der blev sunget, og hvordan der blev marcheret. Det var selvfølgelig fantastisk for en lille pige, 11-12 var jeg måske, da jeg blev Führerin.
Min mormor lagde en ære i marcherne – der var man jo i det offentlige rum, det var hendes ansvar, at det gik godt. Og mødte man en anden lille gruppe af unge fra Hitlerjugend strøg højre hånd resolut op til et Heil Hitler.

Aktiviteterne i Bund deutscher Mädel var mangfoldige. Udover at de marcherede og sang i Wilhemshavens gader og legede lege lærte de at spille musik, at sy, der var masser af gymnastisk og sport. Og så var der selvfølgelig den ideologiske hjernevask, de to ugentlige såkaldte hjemmeaftener, hvor de samledes for at høre om bl.a. Hitlers liv og gerninger. De mødtes oftest hjemme hos min mormor, fordi der der var plads.

Det var lærerigt for de unge piger. De var aldrig kede af det, havde aldrig langeweile. Når man tænker på hvor tit de unge nu i dag bare dangler rundt og overhovedet ikke ved, hvad de skal stille op med deres tid…” Der i klubben var der altid noget at lave, og Oma fremhæver den dag i dag, at hun i BdM lærte at spille på fløjte, og i øvrigt stadigvæk er ret god. Her lærte hun også at spille harmonika – det lærte siden hen først min mor og til sidst jeg også. Den dag i dag spiller jeg på min mormors gamle stadig velfungerende instrument.

 

Som nævnt i starten var jeg til at begynde med chokeret, da min mormor begyndte på sine positive erindringer om BdM. Min mormor er jo så langt fra en nazist, som man kan komme. Aldrig har jeg hørt hende sige noget aggresivt nationalistisk eller tale nedsættende om udlændinge. Jeg synes stadigvæk, det er mærkeligt, at hun ikke er i stand til at sammenkøre sine egne oplevelser med nazisternes umenneskeligheder, men efter at have læst interviews med andre tidligere BdM-piger, er jeg ved at indse, at sådan fungerer hukommelsen nok bare ikke. Ét er storpolitikken, noget helt andet er, hvad en lille pige rent faktisk har haft af oplevelser. Følelsen af de oplevelser ændrer sig ikke, selvom man finder ud af, at den ideologi de hvilede på var ond. Følelsen af oplevelsen, det fællesskab, det ansvar, det sammenhold, al den sjov, som min mormor oplevede dengang, det er dén, der sidder fast.