Bernd von Arnim var min mormors onkel, kommandør af en torpedobåd og en vaskeægte tysk søhelt. Ikke fordi han på mirakuløs vis sank utallige fjendtlige skibe eller heltemodigt reddede en prinsesse fra den sikre død, men på grund af måden han døde på. Han ofrede livet i et forsøg på at borde et engelsk krigsskib og blev på den måde en tysk martyr. Hans død forstod Nazityskland senere at udnytte. En tysk destroyer blev i 1936 døbt Z11 Bernd von Arnim.

Bernd er derfor også den eneste i min familie, der formåede at dø to gange. Destroyeren blev sunket i 1940 af tyskerne selv, da den under et søslag i Norge i 1940 løb tør for ammunition.

Bernd von Arnim sidder i hvid uniform længst til højre. Nummer to fra venstre er min oldefar, Willi von Nordeck.

Bernd von Arnim sidder i hvid uniform længst til højre. Nummer to fra venstre er min oldefar, Willi von Nordeck.

Bernd von Arnims martyrstatus blev beseglet da, han i 1939 fik et kapitel tilegnet sine handlinger i en tysk bog med titlen ”Habe meine Pflicht getan” (”har gjort min pligt”). Bogen er stopfyldt med historier om “22 dødsmodige helte til søs”. Det er tyske militærfolk, der gjorde deres pligt – døde for deres fædreland.

Bernd von Arnim (destroyeren - ikke manden) efter tyskerne selv sank den i 1940.

Bernd von Arnim (destroyeren – ikke manden) efter tyskerne selv sank den i 1940.

Bernd von Arnims død faldt i et søslag mod et væsentligt større engelsk skib i ‘the Second Battle of Dover Strait’. Den store engelske destroyer HMS Broke besluttede sig ganske enkelt for at vædre den lille tyske torpedobåd, der var helt chanceløs i den konfrontation. Men i stedet for at give op besluttede Bernd sig for at tage den sidste desperate kamp: Hans besætning skulle borde det engelske skib og tage kampen der. Mand mod mand. Det var ikke længere en del af normal militærtaktik, så da Bernd døde i den kamp, gjorde det ham til en sand martyr. I bogen beskrives Bernd von Arnims beslutning som en sand ‘Førerbeslutning’: instinktiv og heltemodig, som taget ud af gamle søkrønikker. En beslutning, der var Lord Nelson værdig. “Nu må kniven bestemme, som den har gjort det i over hundrede år! Altså afsted! Bord skibet! Hurra!”. Det endte i en ‘ærlig, frygtelig mandekamp’, som Bernds besætning og Bernd selv altså tabte. (Der er et længere uddrag fra bogen om dødskampen på tysk nederst på siden).

 

En cirkel-historie

Jeg faldt selv over denne bog på Amazon en dag, da jeg googlede Bernds navn. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe den og fik den først sendt hjem til min mormor, da den tyske Amazon ikke ville sende til en dansk adresse. Min mormor var helt henrykt over bogen og historierne, især den om hendes mormors onkel. Hun foreslog, jeg skulle købe et eksemplar til og forære den til min mormors fætter, som tak for den hjælp han havde givet mig i dette projekt.

Denne udgave af bogen '..habe meine Pflicht getan', som normalt står på min reol, er udgivet i 1939.

Denne udgave af bogen ‘..habe meine Pflicht getan’, som normalt står på min reol, er udgivet i 1939.

Min mormors fætter er en hyggelig mand i 80’erne, som jeg en gang har besøgt i hans hjem i Hamborg. Han er en mand med sine egne historier om at være barn og ung soldat i Nazityskland – siden 1945 har han måttet undvære et stykke af sin ringfinger, som der blev skudt af imod slutningen af krigen.

Efter at have sendt bogen til ham fik jeg et håndskrevet brev fra Hamburg. Han ville gerne takke mig mange, mange gange for at have sendt lige præcis den bog til ham. Det var nemlig ikke første gang han så den: Han havde fået lige præcis den bog foræret, dengang han var et ungt Hitlerjugendmedlem. Bogen var imidlertid gået tabt, da hans hjem blev bombet. Han kunne slet ikke forstå, at det var lykkedes mig, 70 år senere, at have returneret den til ham.

 

Uddrag af bogen:

“In diesen Minuten ist im Kanal vor Dover eins der erbittersten Gefechte im Gange, die im Weltkrieg geliefert wruden. Wenige Minuten nur, aber Minuten, in denen man das Weiße im Auge des Gegners sieht! Minuten, in denen sich das Schicksal zweier deutscher Boote entscheidet”

“Endlich ist der Gegner gepackt. Die englischen Geschütze speien ununterbrochen ihre Granaten auf das Deck des hiflos festsitzenden G42. Jede Sekunde kann jetzt den rettungslosen Untergang des deutschen Bootes bringen. Eine Sekunde ist schon viel zu lange, um zu überleben oder abzuwägen. Jetzt hat der Entschluß des Führers nur Wert, wenn er aus dem Instinkt heraus unter die Crew fliegt.

Und der junge Kommandant Bernd von Arnim hat diesen instinkt. (…) In diesem Augenblick kommt dem jungen Offizier nur ein einziger Gedanke. Ein Gedanke, der eigentlich nur noch aus den alten Seefahrerchroniken eines de Ruzter oder Drake, eines Nelson oder Benecke herausspringen kann: rüber zum Gegner, auf zum Entern! An den Feind heran, bis man das Weiße im Auge sieht. Was hat es für einen Zweck hier hilflos zusammenkartäscht zu werden! Jetzt muss das Messer entscheiden, wie vor hundert und mehr Jahren! Also los: ‘Aufentern! Hurra!’

Und es entspinnt sich in dem Bruchteil einer Minute zwischen deutschen und englischen Matrosen auf den Decks beider Schiffe ein wüstes Kämpfen Mann gegen Mann. Ein Kampf, der nicht mehr durch Strategie oder Taktik entschieden wird, sondern nur durch die Männer die den Revolverkolben oder den Messerknauf am festesten in der Hand halten. Ein ehrlicher furchtbarer Männerkampf.”

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *