Folkedomstolen dømte, og den dømte hårdt. Her følger fire domme over tyskere, der på den ene eller anden måde havde forbrudt sig mod nazi-regimet. Eksemplerne er taget fra bogen “Der Volksgerichtshof” af Berharnd Jahntz og Volker Kähne.

 

Wilhelm Alichs dødsdom - han havde kritiseret Hitler og tilmed sagt, at bragte man Hitler til ham, og ville ingen andre gøre det, ville han personligt skyde ham.

Wilhelm Alichs dødsdom – han havde kritiseret Hitler og tilmed sagt, at bragte man Hitler til ham, og ville ingen andre gøre det, ville han personligt skyde ham.

Wilhelm Alich havde ifølge domstolen villet skyde Hitler. Han benægtede selv den udlægning, der endte i domsafsigelsen på det kraftigste, men lige lidt hjalp det.

Uden tvivl en hård dom, og af retsdokumenterne fremgår det, at den anklagedes egen udlægning ikke blev tillagt meget værdi.
Men Alich havde da også truet med at dræbe Hitler, om det så var nok så hypotetisk ment.

Postbudet Georg Jurkowskis brøde syntes derimod betydeligt mere beskeden.

Dommen over postbuddet Jurkowski.

Dommen over postbuddet Jurkowski.

Postbuddet havde i 1943 på Danzigs gader sagt, at det ville gå Führeren som det var gået Mussolini, der på dette tidspunkt sad i fængsel, oven i spåede han at Hitler ville være død til januar. I denne sag er det Jurkowskis ord mod den tyske Frau Grande. Hans ord lægges der imidlertid ikke nogen som helst vægt på.
Jurkowski bliver dømt som “nedbrydningspropagandist” og straffes med døden.

Det gik heller ikke bedre for den pensionerede professor Wilhelm Oberüber. Han tillod sig at fortælle tyske soldater, at Rusland havde en kultur (i begrundelsen sætter dommerne ordet kultur i gåseøjne: “(…) von der ‘Kultur’ Rußlands zu reden”), at der var slavepiskere i den tyske hær, og at det tyske nederlag var sikkert. Det faktum, at Oberüber var en lærd mand og hans publikum en soldat, gjorde, at dommerne ikke var et sekund i tvivl om domsudmålingen: “Für immer ehrlos wird er deswegen, und mit dem Tode bestraft”.

Professor Oberüber havde påstået at Sovjetunionen havde kultur!

Professor Oberüber havde påstået at Sovjetunionen havde kultur!

Et eksempel på rendyrket defaitisme giver Professor Dr. Dr. Walter Arndt os. Han tillod sig at påstå, at det var slut med det tyske rige, at tyskerne havde startet krigen (!), og at det nu kun handlede om, hvorvidt de skyldige blev straffet.

Professor Arndt - en defaitist.

Professor Arndt – en defaitist.

Professor Arndt prøvede blandt andet at forsvare sig med sine tidligere bedrifter: Som sanitæter under Første Verdenskrig var han gået frivilligt i fangenskab for at kunne blive ved de sårede tyske soldater og behandle dem. Han havde frembragt betydelige videnskabelige resultater inden for sit felt. Han havde trodset al fare og egenhændigt slukket en ildebrand på det zoologiske museum ved det Berlinske Universitet, hvor han til daglig arbejdede. “Aber das alles kann nicht gegenüber dem Defaitismus (…) nicht ausschlaggebend ins Gewicht fallen”.

Behandlingen af vidneudsagnene er typisk: Arndt siger til retten, at han ikke kan huske at have sagt det, dommerne konkluderer derudaf, at det må være fordi, han siger den slags hele tiden! (At han ikke kan huske dem, “dass wäre nur möglich, wenn man alltäglich solche Ausführungen macht und sich deshalb unter der Vielzahl der Vorfälle an die einzelnen nicht mehr erinnern kann”). Dr. Stichel der har angivet Professor Arndt leverer derimod sit vidneudsagn “med en sådan ro og sikkerhed, at der ikke kan være nogen tvivl: han har sagt sandheden” (“mit solcher Ruhe und Sicherheit vorgetragen, dass kein Zweifel sein kann: er hat die Wahrheit gesagt”)

Alle domme fra Volksgerichtshof sluttedes således: “Da X er blevet dømt, må han også bære (sags-)omkostningerne” De efterladte mistede på den måde ikke bare deres kære, de fik også en regning for henrettelsen oveni!

Dømte skulle selv betale sagsomkostningerne.

Dømte skulle selv betale sagsomkostningerne.