Når bomberne falder

Krigens gru kom til min mormor med luftpost. En del af hendes barndom blev brugt i et elendigt beskyttelsesrum i flådebyen Wilhelmshaven, hvor hun er født. Byen og dens skibsværft var et oplagt mål for englændernes bombefly, og med disse fly kom angsten ind i min mormors liv:
“Jeg var ofte frygtelig bange. Beskyttelsesrummet var intet beskyttelsesrum. Ved siden af os var rummet med varmefyr og hvis det var gået i stykker, så var al det glohede vand strømmet ud over os. Det var ingen skøn tanke. Taget var intet rigtigt tag, men lavet af glas. Hvis en bombe var faldet der igennem, var den faldet direkte på dette såkaldte beskyttelsesrum, der var bygget af træ. Så var vi alle i det hinsides på et øjeblik.“ 

Hver gang bombealarmen lød, måtte familien flygte ned i dette fuldstændig utilstrækkelige beskyttelsesrum, der højst kunne yde en form for psykologisk beskyttelse. Det er særligt brandbomber og det min mormor kalder Reihebomber, rækkebomber, der har indprentet sig i hendes hukommelse.

Brandbomberne fordi de gav de modigste børn chancen for at blive helte. De kunne nemlig tage brandbomberne op med hænderne og kaste dem væk igen, før de nåede at udrette reel skade.  De børn, der gjorde det, må have været skoleklassens helte, siden min mormor overhovedet taler om den mulighed, for ingen i min familie var hverken heltemodige eller dumdristige nok til sådanne aktioner.

Reihebomberne var imidlertid de værste. Nedslagene kom i rækker, og min mormor kan tydeligt huske at ligge i ‘beskyttelsesrummet’ og høre dem falde. Ping! Ping! Ping! Højere, højere, højere. Tættere, tættere, tættere på. Følelsen af, at de kom nærmere og nærmere, at den næste sagtens kunne ramme lige ned i ens hus tærede meget hårdt på psyken.

”Jeg følte altid, jeg måtte beskytte min mor”, fortæller min mormor i dag. Moren led af en hjertesygdom, derfor havde den 12-årige pige besluttet sig for, at hun ville være stærk. For mors skyld.
Så når bomberne faldt om ørene på familien var hun den, der tog det mest roligt. Illusionen virkede udadtil, men mens hendes mor, der var et nervevrag, roste hende for at være så modig, sad min mormor i kælderen og prøvede at holde masken, mens hun tænkte på, hvordan det hele kunne gå galt, hvert sekund det skulle være.

At Wilhelmshaven overhovedet blev bombet, var min oldefar på sin vis ansvarlig for. Det var nemlig de krigsskibe, der blev bygget på det værft min oldefar var chef for, der tiltrak de engelske bombefly. De forsøgte blandt andet at ødelægge Tirpitz – det største tyske krigsskib nogensinde bygget, og som blev bygget på dette værft. (Du kan læse om Tirpitz stabelløb, hvor min oldefar mødte Hitler her).
Oven i købet lå Wilhelmshaven på vejen ind til det højt industrialiserede, og derfor meget bombningsegnede Ruhrområde, så bombeflyene smed typisk bomber over byen både på vej ind til Ruhrområdet og på vej tilbage igen.

 

Oldefar opsøger bomberne

Bombeangrebene var det første møde med krigens alvor for min nu 12-årige mormor.  Indtil da havde hun levet et ubekymret liv som officersdatter, hvor det værste var: “at man ikke altid kunne sukker og chokolade. Jeg var altid en sukkerhest, ved du, ligesom nu.” 

Nu var den lille pige pludselig konfronteret med døden. Men frygten for at dø, var ikke det værste for hende. En ting var meget værre for min mormor end at sidde i en kælder og vente på bomberegnen: Hendes far måtte aktivt opsøge bomberne. Briterne prøvede jo at ramme skibsværftet, og som chef måtte Willy von Nordeck derhen for at lede brandslukningen. Frygten for, at der skulle ske hendes far noget, sad dybt i min mormor, og truslen var størst og mindst håndterbar –  mindst kontrollerbar – når han frivilligt bevægede sig hen i bombefaren.

Selvom hun altså udmærket vidste, hvor skrækkeligt det var for familiemedlemmerne, at nogen frivilligt gik ud i faren, opsøgte hun den også selv. Ikke for at slukke brande, men for noget der føltes lige så vigtigt for hende:
Prestige blandt ungerne i skoleklassen. De samlede nemlig på de granatsplinter, der altid var at finde, når bombeflyene havde været forbi. Det var hovedsageligt ikke rester af de britiske luftangreb, de fandt, men snarere resterne af tysk anti-luftskyts. Og de rester var for mormor og hendes klasse, hvad caps og glaskugler blev for senere generationer – et prestigesymbol, som alle var villige til at gøre meget for at få. Min mormor og hendes storesøster havde intet imod at kravle op gennem luger i det gamle hus for at nå op på taget: “Det var SÅ farligt! Jeg kan ikke forstå, at jeg er kommet levende fra det” fortæller hun, “det må skyldes min skytsengel. Vi kravlede rundt oppe på taget, der ikke var bredere end en halv meter måske, til gengæld var der tolv meter ned. Et fald og vi havde ikke kunne reddes.”

Det var en livsfarlig fornøjelse, javist, men hvad gjorde det, når man kunne fremvise skoleklassens flotteste og største granatsplinter? De andre børn spurgte tit misundeligt ind til mormors samling. Alle ville gerne med hende på granatsplintejagt, men lov fik ingen. Kilden til mormors imponerende samling forblev hemmelig og lukket land for alle andre end mormor og hendes søster.

Mormor undslipper bomberegnen

Nazisterne oprettede en organisation, der havde som formål at sende børn væk fra bomberne og ind i bondelands-Tyskland, der ikke var mål for de allieredes bomber. Organisationen hed Kinderlandverschickung (Forsendelse af børn til landet) og gennem dem blev min mormor og hendes skoleklasse sendt til den lille by Bad Wildungen cirka 350 km syd for Wilhelmshaven. Her var hun sammen med resten af sin skoleklasse på en slags lejr i et halvt år.

Kinderlandverschickung-programmet er omdiskuteret. Nogle betragter det som en kulmination på nazi-regimets forsøg på at indoktrinere tyske børn. Nu fjernede man simpelthen børnene fra deres familier og placerede dem under ledere, regimet selv havde udvalgt, bl.a. ud fra et kriterium om ideologisk pålidelighed. Officielle skrivelser fra lærerforbundet beskriver succeskriteriet for en underviser; at gøre unge tyskere stærkere i den nazistiske tro. Børnene var dog helt reelt sikrere på landet end i de byer, englænderne havde udset sig som bombemål, og mange deltagende børn har positive minder derfra. Det var da også ligesom Bund deutscher Mädel en enestående mulighed for at være væk fra de traditionelle familiemønstre.
Min mormor brød sig imidlertid ikke synderligt om det. Jo, de lavede sjove ting, hun spillede meget musik og sammenholdet var fint, men i virkeligheden ville hun langt hellere være hjemme hos sin familie, som hun savnede utrolig meget .

 

Min mormor blev senere ansat af Kinderlandverschickung som en Führerin for 45 børn, der, som hun selv var blevet, skulle sendes væk fra bomberne. Det kan du læse om her