Krigen tager søsteren

Min mor hedder Ulla. Måske ikke det mest normale navn, men aldrig noget jeg havde tænkt nærmere over, indtil jeg begyndte at snakke med min mormor om fortiden og lærte, at hun havde haft en søster, der hed Ulla. Dengang sagde jeg henkastet, at det hedder mor da også.
Mormor svarede: “Ja, hun hedder Ulla, for da min søster døde i min mors arme sagde hun til mig, at ‘hvis du en dag får et barn, må du love mig, at hun skal hedde Ulla.'” 

Mormors søster Ulla var det familiemedlem der aldersmæssigt var tættest på min to år yngre mormor. De var af temperament meget forskellige, men voksede op på det samme delte børneværelse og blev kaldt Max und Moritz af deres forældre, efter en kendt tysk børnebog om Max und Moritz, der altid er ude på drengestreger.

Ullas skæbne blev vel nok familiens mest triste. Hun døde 21 år gammel som flygtning i Danmark. En anoreksi havde fået tag i hende et par år tidligere, det er i hvert fald min mormors senere diagnose, for dengang fandtes den diagnose slet ikke. Ingen forstod, hvorfor min mormors søster ikke ville spise, så ingen var i stand til at hjælpe hende. Hun blev bare tyndere og tyndere.

Alle prøvede at hjælpe min mormors søster. Selv som flygtninge i Danmark prøvede lokale at få mad ned i hende. Men lige lidt hjalp det; Ulla ville ikke spise. Hun ville til gengæld heller ikke såre sin familie, og Ulla kunne tydeligt se, hvor hårdt hendes sygdom tog på hendes mor. Derfor gjorde hun alt, hvad hun kunne for at skjule, hvor skidt det stod til.
Hun blev vejet hver, for at se om, om hun ikke havde taget på nu efterhånden lidt bare, men min søster elskede sin mor, nærmest abbgöttlich, hun var meget et barn der elskede sin mor. Da min mor var hjertesyg, så reagerede hendes hjerte jo også på den kummer med hende. Når hun skulle vejes tog hun en stor sten og lage den i lommen på badekåben. Så stod hun med den på vægten og så havde hun taget på.”

Piger fra Bund deutscher Mädel er sendt i arbejdstjeneste i landbruget. Billedet er fra 1939.

Piger fra Bund deutscher Mädel er sendt i arbejdstjeneste i landbruget. Billedet er fra 1939.

Anoreksien startede, ifølge min mormor, da Ulla var blevet sendt til et landsted omkring den østtyske by Erfurt, for at hjælpe bønder med at få høsten ind. Det var en del af det såkaldte Pflichtjahr, et af nazisternes sociale programmer, indført 1938. Gennem dette pligtår kunne de unge kvinder ikke bare lære færdigheder, de kunne bruge når de senere selv blev (hus-)mødre, man kunne samtidig også afhjælpe den eklatante mangel på mandlig arbejdskraft, som krigen forårsagede.

Det var imidlertid en skrækkelig oplevelse for Ulla, for da hun kom hjem var hun et andet menneske. En lille syg pige. Og lige meget hvor meget omgivelserne alle steder prøvede at fylde hende med “de bedste ting: appelsiner, chokolade og æg. Og det kunne hun overhovedet ikke spise. Det var meget hårdt. Min mor i forvejen hjertesyg, og det var næsten for svært. Man kunne jo se med levende øjne, hvordan det gik længere og længere ned for hver eneste dag. Og ingenting kunne man gøre. Mad der var nok af, men…”

Min mormor har mindet søsteren ved at lave en billedbog da hun døde. Her kan enhver følge Ullas udvikling, se afmagringen med egne øjne.

 

 

One thought on “Søster Ulla og anoreksien

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *