Det var tre billeder af Adolf Hitler og min oldefar, der satte hele min interesse for familiehistorien i gang. Tænk sig, at Willi havde mødt ham, snakket med ham, spist med ham. Et af verdenshistoriens største monstre.

Overleveringen af deres møde lyder i min familie således:

Oldefar, der jo altså aldrig blev nazist, var beeindruckt. Ifølge min mormor kunne Hitler noget helt særligt med sine øjne. Når han kiggede på én, kunne han få én til at gøre ting, man aldrig havde troet, man ville gøre. Hypnose kalder min mormor det. Og ifølge hende var det en evne han brugte til at få militærfolkene til at følge ham, også selvom de ikke havde nazistiske sympatier.

Hitler går parade i Wilhelmshaven. Til venstre for Hitler ses storadmiral Erich Raeder, ansvarlig for den tyske flåde, og til højre for Hitler er min oldefar.

Hitler går parade i Wilhelmshaven. Til venstre for Hitler ses storadmiral Erich Raeder, ansvarlig for den tyske flåde, og til højre for Hitler er min oldefar.

Hypnose-historier stiller jeg mig lidt skeptisk over for.  Der findes godt nok enkelte lyssky sider på nettet, der beredvilligt vil forklare, hvordan Hitler hypnotiserede masserne (her kan man f.eks. læse om ikke bare Hitlers hypnotiske magt, men også Bushs og Obamas evner inden for samme felt), men det er mig bekendt ikke en teori, seriøse forskere arbejder med.

Hvad der derimod er bekræftet fra andre kilder, er min mormors fortælling om Hitlers nærmest fotografiske hukommelse og hans store interesse for militærteknik. Denne detailviden øsede Hitler ud af, både til den middag de spiste sammen, og på den efterfølgende togtur oldefar og Hitler delte fra Wilhelmshaven til Berlin. Det var denne detailviden, som oldefar fandt meget imponerende.

Det er vigtigt at huske den historiske kontekst for mødet. Kalenderen skrev april 1939. Den Hitler, min oldefar mødte, var manden, der uden at affyre et eneste skud havde rejst Tyskland fra den i mange tyskeres øjne stærkt ydmygende og nedværdigende Versaillestraktat, der var blevet påtvunget et Tyskland, der var “im Felde unbesiegt”. En hær der ikke havde lidt nogle nederlag, men på skammeligste vis var blevet snigløbet bagfra af jøder, socialdemokrater og andet ukrudt. Det var den Hitler, der havde besejret arbejdsløsheden, genmilitariseret Rhinlandet, indlemmet Østrig og Sudeterlandet, og genskabt Tysklands prestige i omverdenen. Det var en Hitler, der ganske vist meget klart havde formuleret sine umenneskelige teorier om den internationale jødedom og bolsjevismen i Mein Kampf, men som endnu ikke havde sat sine umenneskelige planer om Endlösung og Auschwitz i værk.

At møde Hitler på dette tidspunkt, at køre med ham til Berlin, har sikkert gjort et stærkt indtryk, men det var ikke noget, der overbeviste min oldefar om nazismens velsignelser. Man kan næppe kalde ham antinazist, men nazist var han ikke. Hans verdensopfattelse var mere aristokratisk, militaristisk og dannet – det nazistiske racesyn sagde ham ikke det fjerneste og han meldte sig da heller aldrig ind i nazistpart.

 

Oldefar og Hitler hilser.

Oldefar og Hitler hilser.

 Hvorfor mødte min oldefar Hitler?

Ja, hvordan kom det møde som dokumenteres ikke bare af de fem billeder i familiens eje, men også af levende videooptagelser overhovedet i stand og hvorfor?

Oldefar var chef for skibsværftet i Wilhelmshaven, og dette skibsværft havde bl.a. til opgave at bygge det største tyske krigsskib nogensinde, Tirpitz. Den 1. april 1939 kom Hitler forbi til dåben og det efterfølgende stabelløb, altså det øjeblik hvor det endnu ikke færdigt udrustede skib søsættes. I øvrigt i selskab med prominente nazister som Heinrich Himmler, storadmiral Raeder og general Keitel.

I denne dokumentar om sænkningen af Tirpitz, kan man fra 03.17 og et minut frem se nogle ret vilde levende billeder fra den begivenhed. Ifølge lokalavisen Wilhelmshavener Kuriers forside fra d. 2/4 1939 var der 75.000 mennesker klar på kajen til at sende skibet afsted. Det var en KÆMPE begivenhed, et prestigeprojekt uden lige, og flere af de billeder jeg har fra dengang, er da også i virkeligheden postkort! En kæmpe nazistisk propaganda-begivenhed på forsiden og så ellers plads til en feriehilsen på bagsiden.

 

Min mormors minder fra dagen

Søsætningen af Tirpitz var altså en kæmpe begivenhed for byen, værftet og selvfølgelig også for min familie, der jo stod med det overordnede ansvar. Min mormor var 10 år gammel og var taget hen til værftet sammen med en veninde. De havde fundet en plads et sted oppe på en tribune, hvor de havde udsigt over det hele, og kunne stå og spejde efter min oldefar blandt alle de fornemme højtrangerende nazister:

“En masse høje folk, med store festuniformer på, det var jo festligt. Alt var flaget, ikke med naziflag, men med små pyntefaner alle mulige steder. Det var en kæmpe fest! At Hitler kom på besøg fra Berlin med sit Gefolge, sit følge, en af dem skulle jo også kaste en flaske til sidst. Vi ventede på det øjeblik, hvor en flaske skulle kastes på broen. Jeg var selvfølgelig henrevet over det hele. Og henrevet over at min veninde måtte komme med. Så stod vi bare der og vi holdt så meget af hinanden, holdt i hånden, kiggede bare, slugte det hele med øjnene”.

Min mormor og veninden var, selvfølgelig, klædt i deres Bund deutscher Mädel (den kvindelige Hitlerjugend) -uniform.

Kæmpeskibet Tirpitz lige før det for første gang glider i vandet. Læg i øvrigt mærke til, at samtlige mennesker på billedet heiler! Datoen er den 1/4 1939.

Kæmpeskibet Tirpitz lige før det for første gang glider i vandet. Læg i øvrigt mærke til, at samtlige mennesker på billedet heiler! Datoen er den 1/4 1939.

Det var, så vidt jeg ved, det eneste møde mellem min oldefar og Hitler.

Chefen for SS, Heinrich Himmler, der jo også var med til stapelløbet, ved jeg ikke, om oldefar har mødt ved andre lejligheder. Men flere tjenstlige ordrer til min oldefar, som jeg har fundet i de tyske arkiver, bærer Himmlers signatur i kraft af hans titel som Reichsminister des Innern, indenrigsminister. Himmlers underskrift er bl.a. på det dokument, der sender min oldefar til øen Rügen i 1944 som en art militær embedsmand, og det er også hans underskrift, der tillader ham at aftræde stillingen d. 30/4 1945 og derved muliggør flugten til Danmark.

En person min oldefar til gengæld ofte mødte personligt var Storadmiral Erich Raeder, den eneste person i flåden med en højere rang end ham selv. De var personlige venner, så møderne foregik ofte i det private hjem. Min mormor husker ikke meget om Raeder, udover at de var blevet instrueret i at kalde ham ‘Onkel Raeder’, og at han altid havde chokolade med.