30/05 2014

Jeg hedder Ole Krogsgaard, jeg er ved at tage en kandidat i Journalism, Media and Globalisation. Jeg har en bachelor i historie og tysk, og det er i løbet af min tid på det studie, at min interesse for både min families historie og Tysklands historie blev vækket.

Familiehistorier fik jeg i første omgang primært fortalt af min mormor, der elsker at fortælle om de gamle dage. Men som jeg hørte flere og flere historier, blev jeg også mere og mere skeptisk. Kunne min oldefar virkelig være dette helt igennem fantastiske menneske, som min mormor havde introduceret? Som historiestuderende havde jeg jo lært, at beretninger om begivenheder, der skete for 70 år siden, ingenlunde var fantastiske kilder, heller ikke selvom personen havde været der selv.

Så jeg gik på jagt efter flere informationer, historier og kilder. Jeg har besøgt tyske familiemedlemmer, jeg ikke anede jeg havde, siddet på tyske arkiver og forsøgt at gennemtrawle internettet. Det er et work in progress, og det vil det forhåbentlig blive ved med at være lang tid fremover.

Det er primært min oldefar, der har haft min interesse. Som så mange andre finder jeg anden verdenskrig fascinerende, og her har vi med en mand at gøre, der var admiral i Nazityskland og samtidig, ifølge ikke bare min mormor, men også andre familiemedlemmer, tidligere ansatte og kollegaer, var et godt menneske. Drivkraften i min jagt har været spørgsmålet: Hvordan er man et godt menneske, samtidig med at man understøtter et af de mest forbryderiske regimer nogensinde.

Undervejs i processen er mit billede af min oldefar blevet rystet et par gange. Han har været med til ting, jeg ville ønske han havde holdt (kunne have holdt?) sig langt væk fra. Men det er ikke blevet lettere, med nutidens bagkloge øjne at fælde nogen dom over nogen som helst.

Jeg har startet denne hjemmeside for at kunne dele, hvad jeg har fundet ud af med andre. Dens publikum er i allerførste række mine familiemedlemmer, med hvem jeg gerne vil dele, hvad jeg har fundet, men jeg håber også, at historierne kan læses udbytterigt særligt af tyskinteresserede, men også af alle andre. Centralt står spørgsmål om moral, skyld, skam, ansvar og værdien af historie. Det er temaer, jeg tror alle kan identificere sig med.

 

 

 

10 thoughts on “Om mig

  • November 23, 2015 at 2:25 am
    Permalink

    Hello Ole – Jeg er en aeldgammel fhv. dansker, som nu finder det vanskeligt at skrive dansk. Saa undskyld at jeg fortsaetter paa engelsk.:

    I live in Western Australia. My life was greatly affected by WWII. My father was wrongfully accused of collaborating with the Germans. But because he had a farm nobody wanted to help my mother – (my brothers and I were too young, too useless) – he naively believed his solicitor that he had no case to answer and rushed his case before the courts because harvest would be due. It was during the days when ‘justice had to be seen to be done’ and the whole country was in a state of high emotions. I recall the 5th May as though it happened yesterday. As soon as I was able to I left Denmark and lived in Africa with my husband* until the ‘Winds of Change’ forced us to leave. Now I am sure you will be receiving hundreds of sad stories, but if you are interested in learning how ‘innocent’ lives were ruined, please contact me.
    * In my own haste to move to greener pastures I looked for an ‘escape route’ that saw me married to a “Donera Boy” – and because of my parents’ anguish I had no one to ask advice.

    I shall try to save your pages, but sometimes things disappear before one has the chance to do so.

    Kind regards from Tobi (f. Tove Rasmussen)
    9 Akebia Way
    Forrestfield Western Australia 6158.

    Reply
    • November 25, 2015 at 7:08 pm
      Permalink

      Kære Tobi,

      Jeg kan regne ud, at det ikke er et større problem at læse på dansk for dig, så jeg tager den på modersmålet 🙂

      Sikke en historie! Jeg ved godt, at det ikke helt følger Gads råd om takt og tone, men tør man spørge, hvornår du er født?
      Jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om udtrykket Donera Boy/Donera-dreng. Hvad dækker det over?

      Et par triste historier er det blevet til, men de er alle fascinerende. Hvis du har lyst, må du meget gerne skrive mere – evt. på min mail ole.krogsgaard@gmail.com

      De bedste hilsner
      Ole

      Reply
  • November 23, 2015 at 10:10 am
    Permalink

    Kære Ole Krogsgaard.
    Jeg så udsendelsen på tv den 23. november om dig, din mormor og din oldefar. Det var på mange måder en rigtig god udsendelse, hvor især du klarede dig godt igennem. Din mormors synspunkter var interessante. På spørgsmålet vedrørende hendes forældres mulige følgagtighed over for Hitler og de nazistiske ideer, var hendes reaktion, som man ofte oplever den fra den tids tyskere: Hitler bragte fremgang for tyskerne, og man kendte i øvrigt ikke noget til overgrebene på jøder og andre marginaliserede samfundsgrupperinger. – Trods efterkrigstidens retsopgør og en righoldig dokumentation af Tysklands krigsforbrydelser synes den enkelte samtidige tysker ikke at være villig til at påtage sig et medansvar for de ca. 15 år i Tysklands historie, der fik så forfærdeligt et forløb og endte i en ren tragedie. Din mormor var blot en stor pige under krigen, og hendes viden og manglende livserfaring på daværende tidspunkt har dengang naturligvis stærkt begrænset hendes muligheder for at gennemskue de komplicerede samfundsmæssige forhold, der her er på spil. Anderledes stiller det sig for dine oldeforældre. Den tyske stats forfølgelse af ”ikke-ariske” tyskere blev synlig og almindelig kendt allerede i 1933, hvor overfald på jøder, officiel boykot af jødiske erhvervsdrivende og berufsverbot mod jøder var den officielle politik og delvis lovbestemt. Med fuld forståelse for dine familiemæssige bånd og din selvfølgelige hengivenhed over for din mormor kunne man alligevel have ønsket sig, at hun var blevet mere bestemt konfronteret med og fastholdt på disse kendsgerninger, som hun i øvrigt på nuværende tidspunkt i forhold til hendes forældre burde kunne erkende og vedgå. Det bør i denne forbindelse nævnes, at mange officerer i Wehrmachts almindelige enheder ikke var nazister, og at vel nok det store flertal ikke deltog i direkte forbryderiske krigshandlinger. Din oldefars største fejlgreb var måske, at han helt eller delvis frivilligt lod sig indgå i den domstol, som idømte landsmænd og andre straffe herunder dødsstraffe for såkaldt landsskadelig virksomhed.
    Men som sagt ros ikke alene for en god udsendelse men også for en fin og informativ hjemmeside. Jeg ønsker dig alt godt i livet og dertil fremgang i dine studier.

    Med venlig hilsen
    John Wallin Frederiksen

    Reply
    • November 25, 2015 at 7:18 pm
      Permalink

      Kære John

      Tak for kommentaren. Jeg starter mit svar fra bunden: Jeg er fuldstændig enig i, at min oldefars største fejlgreb var deltagelsen i domstolen. Hvad der var sket, hvis han havde sagt fra på daværende tidspunkt, kan jeg jo af gode grunde kun gisne om, men det var i det øjeblik han indtrådte heri, at han for alvor gjorde sig, i mangel af et bedre ord, skyldig.

      Spørgsmålet om hvad den enkelte tysker må have vidst eller ej, bliver jo til stadighed debatteret. Jeg bor pt. i Hamburg, hvor den gamle kansler Helmut Schmidt lige er død. Han deltog også i krigen og har lige siden hårdnakket hævdet, at han intet vidste om jødeudryddelser. Lyver han? Har han blot fortrængt det? Kan det virkelig passe? Jeg ved det ikke.

      Det må dog have stået aldeles klart, at jøderne blev udsat for en yderst horribel diskriminering – det må Krystalnatten og jødestjerne have gjort klart for selv den mest tungnemme.
      Endlösung blev først formuleret på Wannsee-konferencen i 1942 og holdt tæt til kroppen i lang tid – måske er det ikke usandsynligt, at den viden først er kommet til tyskerne så sent i krigens forløb, at tyskerne har været mere optaget af deres egen overlevelseskamp.

      Ja, jeg ved det som sagt ikke. Jeg tror min mormor, når hun siger, hun ikke vidste noget om holocaust. Og hvad mine oldeforældre må have vidst har jeg ikke kunnet finde nogen vidnesbyrd om, så der kan man kun gætte. Jeg tror, med tryk på tror, min oldefar har haft en position, hvor han om ikke andet må have vidst et eller andet om uhyrlighederne, og hvorfra han havde kunnet danne sig et billede af tingenes sammenhæng.

      De bedste hilsner
      Ole

      Reply
  • November 23, 2015 at 2:31 pm
    Permalink

    Kære Ole!
    Jeg så med stor interesse din udsendelse i går. På mange punkter ligner din historie min, på andre overhovedet ikke:
    Jeg er dansk født, min far er fra København. Under besættelsen opdager han, at stillingen som bibliotekar ved Flensborghus Bogsamling, det nuværende Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, var ledigt. På den måde endte han efter krigen i Slesvig, hvor han blev gift med min moder, der altså er tyskfødt. Min morfar var tysk soldat, på grund af alder var han sat på kontor, endte i Frankrig, hvor han blev taget af Resistancen og overleveret til englænderne. I England deltog han i demokratikurser, hans baggrund blev checket, og så blev han sendt hjem. Så ikke så meget nazi der. Tværtom, han skulle på orlov stille på politistationen: Meldepflicht, pga politisk agitation mod føreren før ’33.
    Men min mormors nevø var frivillig i SS. Så lidt hænger der jo alligevel ved. Hvad mange dog ikke er klar over: at melde sig til Waffen-SS var for en tysk dreng ikke andet eller mere, end det var for en dansk dreng at melde sig til Garden: ingen fik jo indblik i, hvilke planer toppen i NSDAP havde.
    For at forstå dette, vil jeg anbefale at man læser: Victor Klemperer: Lingua tertii imperi, Det tredje riges sprog. Den er kommet på dansk.
    En parallel til din historie kan du læse i Julia Butsckow: A propos Opa. Julias far var arkæolog, og tvangsindmeldt i SS, hans viden skulle bruges til at “rense” områder for jøder.
    Dernæst: Meines Vaters Land, af Wibke Bruhns, den findes også på dansk, hun taler selv et smukt dansk, men når man nu kan læse tysk, ikke?
    Så er der En meget jødevenlig ung dansker, af Allan Hagedorff, en peronlig nu afdød ven, der beskriver situationen i Tyskland, set med en homosexuel ung mands øjne: han arrangerede pakker til danske og andre jøder i Theresienstadt; han var bl.a i kontakt med ovennævnte Victor Klemperer, som i en omtale af Allan gav bogen sin titel.
    Min forældres gode ven, Hans Rütting, skrev Min vej til Danmark, om flugt til Danmark, arrestation, udlevering og ophold i Plötzensee: her overværede han massehængningerne efter von Stauffenbergs mislykkede kup. Hans pro forma-kone Barbara blev min fars sekretær på biblioteket, senere blev hun en ret berømt filmskuespiller. Hendes store rolle i Operation Crossbow er interessant derved, at hun her er på den gode side i modstandskampen, hendes far var nazist, i filmen optræder Wibke Bruhns far som sikkerhedsofficer i Dora Mittelbergs V2-fabrik, hvad han også var, men: Freisler og Willi von Nordeck dømte ham til hængning i Plötzensee, hvor Hans Rütting mødte ham.
    Kan du se, hvordan historien kan gøre en helt svimmel? Og være langt mere spændende end en roman? Du kan jo så afslutte med at læse min fader, Poul Kürsteins Tidehverv, den udkom også under titlen Mens Kalle var i krig. Den fortæller om hans oplevelser i Flensborg fra ’44 til 1956, ca.
    Navnet Kürstein dukker også op i Thomas Harders: Anders Lassens krig. Min fars bror Carl Valdemar meldte sig sammen med Anders, de trænede sammen i Skotland, men han blev sendt til Afrika med the Buffs, og endte som kaptajn i Middle East Land Forces: så jeg har både helte og skurke i familien, men som jeg skrev til Julia Butschkow: vi kan som børn ALDRIG tage skylden, eller æren, fra vore forfædres handlinger. Det kan du heller ikke.
    Men du kan tage æren for dine egne handlinger, såsom at møde Jean Verains familie, det var flot gjort, og al ære værd.
    Med venlig hilsen
    Aage P Kürstein

    Reply
    • November 25, 2015 at 7:41 pm
      Permalink

      Kære Aage

      Først og fremmest mange tak for roserne. Dejligt, at du synes programmet var værd at se, og at du også har fundet tid til at dele lidt af din historie.

      Først og fremmest må du lige fortælle mig, om jeg har forstået den første historie rigtigt! Din morfar måtte melde sig på en tysk politistation fordi, han havde agiteret mod Hitler? Var det efter krigen?
      Jeg har i den fremragende bog “Furchtbare Juristen” om det manglende retsopgør efter krigen læst en beretning om en tysker, der bliver dødsdømt og naziregimet, men formår, da dommen skal eksekveres, at slå en politimand ned og stikke af til Danmark. Efter krigen vender han naturligvis tilbage til Tyskland – blot for at blive smidt i spjældet; dømt for overfald på embedsmand i funktion.
      Så det ville ikke komme fuldstændig bag på mig, hvis din morfar oplevede noget i den stil – men absurditeten er stadig vanvittig.

      Det var rigtig nok lidt af en sammenhæng, du også fik disket op med der. Jeg tror, at en af grundene til, at Anden Verdenskrig stadig fascinerer den dag i dag er, at alle – særligt tyskerne – der har oplevet den, har fængslende, fascinerende historier at fortælle.

      Jeg har længe haft Victor Klemperers bog på listen over bøger, jeg burde kigge i. Han har i sandhed også en fascinerende historie at fortælle. De andre har jeg imidlertid aldrig hørt om, så dem vil jeg tjekke ud! Tak for tippene!

      De bedste hilsner
      Ole

      Reply
      • February 13, 2016 at 7:27 pm
        Permalink

        Kære Ole!
        Undskyld, jeg har været lidt fraværende, og først til aften genfundet din side.
        Nej, min bedstefar, Emil Hoffmann fra Slesvig, måtte efter 1933 ugentligt melde sig på politistationen, også senere, under krigen, når han var hjemme på orlov. Desuden blev der lagt pres på Prüfungskommision i frisørmesterlauget, så han dumpede ved første frisørmesterprøve. Spørgsmålet lød: “Hvilken betydning har den 20.April for det tyske folk?” eller noget lignende. Det havde jo ikke en døjt med frisørmesterkunsten at gøre; han havde også præsteret fine mesterstykker, såsom de 3 parykker, der krævedes. Men den 20. April? Han tænkte slet ikke på Hitler, og dennes fødselsdag. 🙂
        Med venlig hilsen
        Aage

        Reply
  • November 27, 2015 at 11:06 pm
    Permalink

    Kære Ole!
    En stor tak for den gode tv-udsendelse, som satte mine egne overvejelser og undersøgelser om min (tyske) fars aktiviteter under og efter nazi-styret i perspektiv. Han var født i 1915, soldat 1939-45, i krigsfangenskab 1945-47 og døde i 2000; jeg selv er årgang 1953.

    Når jeg som dreng var med på familiebesøg i Tyskland, snakkede min far ofte om krigen med de jævnaldrende mandlige familiemedlemmer og venner. Men det blev aldrig til mere end anekdoter og soldaterhistorier om sjove hændelser. Da jeg var blevet gammel nok til at vide, at krig ikke bare var som en hyggelig spejdertur, fik jeg en klar fornemmelse af, at der var noget galt, og senere stillede jeg min far nogle mere konkrete spørgsmål, når jeg havde ham på tomandshånd. På den måde fik jeg små stumper af hans oplevelser, men ofte var der også ting, som han ikke kunne huske. Hvilke tanker, der havde rørt sig i ham, mens tingene skete, åbenbarede han aldrig. Heller ikke, hvad han tænkte, mens han nøgternt, men også fortsat præget af en noget anekdotisk stil, besvarede mine spørgsmål. Først troede jeg, at han ikke ville fortælle, men jeg kom efterhånden frem til, at det handlede om reel -og effektiv- fortrængning.
    Lidt foragteligt, syntes jeg dengang.
    I dag er jeg kommet til den overbevisning, at fortrængning -nogle gange sikkert bevidst, men i langt de fleste tilfælde ubevidst- er den eneste virksomme overlevelsesstrategi for mennesker, som på forskellig vis er blevet traumatiserede. Når jeg tænker på, hvor meget der i dag bliver gjort (og hvor meget mere der sikkert kunne hhv. burde gøres) for hjemvendende soldater, og hvad der blev den tyske befolkning til del før, under og efter krigen (civile som soldater, ofre som bødler) -nemlig absolut intet- så mener jeg ikke, at vi kan forvente eller forlange, at fortrængning ikke bliver hovedingrediensen i disse menneskers kamp for mental overlevelse. På den baggrund kan vi ikke klandre din mormor, eller med hende millioner af tyskere, for senere i livet at have svært ved at se tingene i deres (af os definerede) rette sammenhæng, men i stedet at fokusere på de erindringer og holdninger, der får hende til at føle sin barndom og opvækst -og dermed i sidste ende sig selv- som naturlig og rigtig. Når disse mennesker har svært ved at angre, er det for mig -i langt de fleste tilfælde- ikke et tegn på ondskab, men en del af det mentale forsvar, som mennesker med ubehandlede traumer bærer på, og som måske indbefatter en manglende bevidsthed om, at man overhovedet har et sådant traume.
    Når enkelte alligevel formår kritisk at reflektere over effekten af deres egne valg i en større sammenhæng, ser jeg det som en glædelig undtagelse, og ikke nogen norm, som jeg kan pålægge andre mennesker i samme situation.

    Min ærgrelse over, at jeg ikke i tide -mens hovedaktørerne fortsat levede- gjorde mere for af finde ud af, hvad der skete, og hvad der var baggrunden for trufne valg, er nu afløst af en lettelse over kun at have arkiverne og de af mine forældre efterladte papirer til rådighed. De implicerede personer ville -og det er ikke ment som en kritik- næppe kunne bringe mig nærmere sandheden. Og det giver mig mulighed for, helt uden berøringsangst, og uden at det kommer til at gøre ondt på andre end mig selv, at prøve at rekonstruere, “wie es wirklich gewesen”.

    Når dit projekt alligevel lykkedes så smukt, er det fordi du og din mormor sammen har præsteret at vise, at man med den fornødne omhu og masser af kærlighed godt kan komme videre. Men uden den er det bedst ikke at gøre forsøget, tror jeg. Min kærlighed til min far havde ikke rakt så langt.
    ___________

    Et par slutbemærkninger:
    -Jeg blev lidt stødt over DRs overskrift “Oles oldefar var højtstående nazist i Tyskland”. Det lyder vældig catchy, men er jo ikke sandt. Han var vel en højtstående marineofficer, som senere blev akkrediteret som Roland Freislers nikkedukke, men ikke noget særligt i partiorganisationen. Kedeligt at DR fortsat bærer brænde til den stereotype opfattelse, at tysker = nazist.
    -Du kender sikkert Bernhard Schlink: Der Vorleser. En fantastisk roman, som tager hele problematikken med skyld osv. op. Den er også filmatiseret, hen her kommer de overvejelser ikke til udtryk. Kan stærkt anbefales.

    Alt godt og endnu en gang tak for dit fornemme arbejde.

    Halfdan Höner

    Reply
    • November 30, 2015 at 9:04 pm
      Permalink

      Kære Halfdan

      Tusind tak for den meget fine kommentar! Er du selv historiker? Det er mildt sagt en sjældenhed, at jeg skriver med folk, der citerer gode gamle Rankes mundheld om, hvordan det nu virkelig var, at det var gewesen.

      Det er spændende at høre om, hvordan fortiden har eller ikke har været et samtaleemne i andre familier. Jeg bor for tiden i Hamburg og blandt mine tyske venner, er der også få der virkelig har fået snakket med deres forældre om, hvad deres familie lavede under krigen. Lige så meget, som emnet er blevet behandlet i den officielle tyske kultur, ligeså lidt kan det godt på mig virke til, at det er blevet behandlet på mikroplan – i de enkelte familier. Sådan læser jeg også din fortælling – man kan snakke om ting, men oftest bli’r alvoren gemt væk i soldaterhistorier.

      Interessante tanker om fortrængning. Det rammer hovedet på sømmet ift nogle af de tanker, jeg selv har gået med om hvordan min mormor håndterer fortiden. Hun har jo netop også bygget en klar fortælling op, der negligerer eller direkte fortrænger de dårlige sider. Og som du siger føles det for mig åbenlyst, at det i min mormors tilfælde intet har med ondskab at gøre; hun er en kær gammel dame, med et liv, der ikke har været let – og så er det jo i øvrigt ligemeget, at tyskerne påførte andre enorme lidelser – det gjorde ikke noget lettere for min mormor.

      Angående din kommentar om kærligheden synes jeg for det første, at den er smuk og rigtig. Men jeg tror også, at der ligger noget helt særligt i netop den her mormor-barnebarn-relation. Der er en mere ligefrem form for kærlighed end der måske kan være overfor forældre, fordi man ikke er vokset op med dem. Alle de fejl som min mormor selvfølgelig må have som menneske, har min mor måttet håndtere – jeg har bare haft min elskede og elskelige mormor. Det tror er medvirkende til, at jeg kunne gøre det her – og at hun ikke kunne.

      Til slutbemærkningerne: Helt enig i at den overskrift var lidt for meget. Jeg har rationaliseret den med, at det skulle fungere som appetitvækker, og når man så har set programmet, kan man danne sig et meget bedre indtryk af, hvad der drev en mand som min oldefar, der jo netop ikke var den nazist, som overskriften klart leder henimod. Jeg klandrer nu ikke DR som institution – alle medier havde gjort det samme, men du vil sikkert indvende at vores public service station har specielle forpligtelser, og i så fald vil jeg også være tilbøjelig til at give dig ret.
      Og endelig, Der Vorleser – aldrig hørt om den. Jeg skriver den på listen over bøger jeg må få læst!

      Mnge tak for, at du tog dig tid til at skrive!

      De bedste hilsner
      Ole

      Reply
  • December 17, 2018 at 12:18 pm
    Permalink

    Hej Ole!

    Jeg faldt over den fantastiske udsendelse på DR-web igår.
    Den fortjener du stor ros for!

    Det er virkeligt en pandoras æske du får åbnet omkring din mormors og oldefars ageren i Hitlers herskerperiode.

    Sådan generelt betragtet, så higer mennesket jo ofte efter hierakisk anerkendelse indenfor nogle givne normer og rammer.
    Ligeledes drives vi osse af lemminge-effekten…vi gør som alle de andre…følger strømmen.
    Præcis sådan har det været, at være tysker i “de grimme år” og skammen, har man så efterfølgende været nødt til at pakke ind i formuleringer man kunne leve videre med….for leve videre skulle alle tyskere jo efter regimets fald.

    Din oldefar har uden tvivl været stolt af den rang han har fået under Hitler og han har nydt at stå i toppen af hierakiet.
    Men tilmed har han osse dermed bevæget sig ind i et kæmpe spind af forpligtelser.
    Et pludseligt oprør mod regimets handlinger og “melde sig ud” har kunnet trække forfærdelige rædsler henover hans nære familie, så det forstår man vel godt han ikke sådan lige har kunnet gøre?
    Vi VIL så gerne forvente at han havde gjort det….men havde vi selv turdet?

    Hvis man læser op på hvem dommer Roland Freisler var, så forstår man osse, at det har været svært at sige nej til at indgå som amatør-dommer.
    Freisler tiltrådte præsident-embeddet samme år som Nordeck blev indkaldt til dont i Volksgerichthof, nemlig 1942 og at gå imod Freisler var det rene selvmord.
    Freisler dømte iskoldt 2.295 mennesker til døden ..en ren satan, som på ingen måde anvendte jura i sin rettergang.
    Erwin Rommel….så kan man vel ikke blive mere dekoreret ….han blev dømt uden rettergang, dømt til at begå selvmord for at der ikke skulle ske hans familie noget…..ja, det var truslen i dommen!
    Nordeck reddede antageligt sit og familiens liv, ved at medvirke til dødsdomme for andre….det kan lyde utilgiveligt, men under givne omstændigheder vel ret forståeligt.

    Skal man tænke i en retning, hvor Nordeck kunne og burde have ageret anderledes, så var det at han kom fra en indsats i den første verdenskrig… og gjorde militær marinekarriere ad den vej.
    Den karriere kunne han være stået ud af i tide og gået i en udmærket anerkendt civil retning.
    Han havde vel set nok af krigens rædsler i første verdenskrig og burde have gennemskuet Hitlers intentioner.
    Disse stod jo skarpt formuleret i Hitlers bog “Mein Kampf” såvel som de blev udskreget i de mange Nazi-stævner i midten af 30’erne.
    Alligevel har din oldefar ladet sig rive med – ikke uforståeligt, hvis man tænker på det, som en mand der atter er knusende stolt af sit fædreland.
    Et fædreland, som pludseligt er rejst til fordums storhed af Adolf Hitler, som med nye takter, ordentlighed, sorte støvler, uniformer og bannere var klar til at erobre hele verden.
    Det har været let at falde for … alle andre tyskere gjorde jo osse.

    Rædslerne ufortalt …så har det ikke været så let at agere i!

    Jeg synes det er en virkeligt interessant historie og jeg kender godt det der med at blive ramt af fortiden og blive lettere chokeret.
    Jeg har en amerikansk gren af familien og som barn hørte vi tit i de voksnes samtaler at min farmors fætter, var den første allierede over Normandiet på D-dag. En historie som jeg altid har taget med et gran salt.
    Lige indtil den dag internettet kom til hjælp og jeg fandt Lt. Colonel Jens A. Norgaard med Crew stå foran sit Marauder bombefly med navnet Mary Jo…navnet på hans kone. Jeg fandt tillige billeder af briefing documents fra sydengland fra minutterne før pre-bombings af Utah beach ….der var flight formation angivet med eskadrille placering – forreste fly og første fly over Normandiet….Box 1 .. leading plane Norgaard/Witty.
    …og så får man altså gåsehud!

    Med venlig hilsen

    Jesper

    Reply

Leave a Reply to Halfdan Höner Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *