I 1942 hørte min mormor om et jobtilbud, hun bare måtte søge. Stillingen krævede lederskab, iderigdom og den helt rette indstilling – kvaliteter min mormor havde dyrket i Bund deutscher Mädel. Det eneste minus: Jobbet som daglig leder af en slags halvårig lejrskole for tyske piger lå midt i det besatte Polen. Jobbet var gennem det såkaldte Kinderlandverschickung – et program, der sendte børn i bombeplagede byer på landet. Min mormor havde selv været med som deltager, da hun boede i Wilhelmshaven. Det kan man læse om nederst på siden her.

Billed fra en Kinderlandverschickung uden for Berlin, 1941.

Billed fra en Kinderlandverschickung uden for Berlin, 1941.

Min mormor fik jobbet, og sådan gik det til, at hun i et halvt år i 1942 var den daglige leder for 40-45 tyske piger, der var blevet placeret i en by midt i det besatte Polen. En skolelærer skulle stå for undervisningen, og min mormor skulle bestemme, hvad pigernes fritid skulle fyldes ud med. Det var nok heller ikke undervisning, der var min mormors stærke side. I hvert fald kan hun huske, at lærerinden en dag kom ind i klasseværelset, da undervisningen skulle starte og råbte ”Es geht ja hier wie eine Judenschule!”. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med min mormors evne til at holde ro og orden – det har vist aldrig været min mormors ekspertise.

Mormor hejser hagekorset

Min mormor havde ret stor frihed til at bestemme, hvad pigerne skulle lave, men nogle opgaver var bundne. Én af dem husker min mormor tydeligt og med stort ubehag. Hver morgen i et halvt år havde Oma ansvaret for, at alle børnene samledes foran skolen, der lå centralt i en polsk by. Her skulle der hejses flag. Her skulle hagekorset veje. Oma kan huske, hvordan hun stod med hagekorsfanen i hænderne, indtil den blev hejst, og hvordan hun ledte de tyske piger i sang, i tyske fædrelandssange. Hvordan hun sammen med de 45 tyske skolebørn heilede til hagekorset, der nu vajede i den polske by.

”Wir hatten immer einen Schiss in der Buchs, dass da auch irgendwann dabei – at der ville komme en opstand ud af det”, fortæller hun. Frygten for at de polske indbyggere vitterlig fik nok og angreb de tyske piger viste sig at være ubegrundet – polakkerne turde ikke gøre noget ved provokationen.

Men min mormor har lige siden dengang set tilbage på den daglige hejsning af hagekorset, som noget af det mest skamfulde hun overhovedet har været med til: “Det var frygteligt pinligt for mig. Polen var i øjeblikket besat af Tyskland, og der hev vi det tyske flag op. I det besatte Polen. Det var så pinligt og i grunden så smagløst! Fanen er vartegnet for et land. Das fand ich furchtbar, das fand ich immer furchtbar.”

Sådan så en faneappel ud. Billedet er ikke fra min mormors lejr, min det fungerede på nogenlunde samme måde. Min mormor var en af de to, der stod i midten.

Sådan så en faneappel ud. Billedet er ikke fra min mormors lejr, men det fungerede på nogenlunde samme måde. Min mormor var en af de to, der stod i midten.

Far kommer på besøg

I dagligdagen i det polske trak min mormor meget, på det hun havde lært som Führerin i Bund deutscher Mädel. Der var sange, der blev marcheret, der blev leget, der blev danset, der blev dyrket sport. Hun fortæller kun om hyggelige dagligdags gøremål. Om det nu er, fordi hun har fortrængt det, eller fordi det skete et andet sted eller på et andet tidspunkt; faktum er i hvert fald, at deltagere i Kinderlandverschikung i Polen har fortalt, at de medvirkede til germanificeringen af området. I det nazistiske tankegods spillede begreberne Lebensraum (livsrum) og Blut und Boden (blod og jord) en stor rolle: Tyskland havde en ret til at udvide mod øst for at få livsrum og et folks sundhed hang nøje sammen med blodets, altså en biologisk nationalitetsforståelse, tilknytning til jorden. Med disse begreber i baghånden prøvede tyskerne at germanificere Polen. Polakker blev jaget væk, og tyskere blev inviteret til at overtage deres jord. Beretninger fra piger, der var med Kinderlandverschikung i Polen fortæller, at de både hjalp med at styrke den tyske kultur ved at etablere et foreningsliv og afholde arrangementer som sangaftener.

Tyske landmænd flytter ind i tidligere polske bondegårde.

Tyske landmænd flytter ind i tidligere polske bondegårde.

Tysk propagandaplakat: Kom med i Kinderlandvershickung!

Tysk propagandaplakat: Kom med i Kinderlandvershickung!

Min mor mor kan ganske vist huske at have sunget meget, men at skulle have været en del af en ideologisk nazistisk mission med det formål at gøre Polen tysk, har hun ikke noget indtryk af. Til gengæld er der andre ting, hun husker knivskarpt: En dag kom min oldefar far til Polen for at besøge sin datter og se, hvordan det gik. For min mormor var det en test af hendes lederskab, så hun kaldte alle pigerne sammen og beordrede, at nu skulle der marcheres, som der aldrig var blevet marcheret før. Kort efter gik 45 unge piger , med min mormor i spidsen, i parade syngende og marcherende ned til hendes uniformerede far, som hun hilste på med et resolut Sieg Heil. Hun havde rigtig lært, hvordan man var en Führerin. Hendes far havde intet andet valg end at heile tilbage, også selvom han ikke brød sig om det.

Jeg har spurgt hende, om hun føler en personlig skyld og skam over nazismen og episoder som den ovennævnte. Så griber hun til den tidligere tyske kansler Helmut Kohls (født 1930) udsagn om nåden ved en sen fødsel (“Die Gnade der späten Geburt”): “Jeg var alt for lille, kun et barn. Jeg var overhovedet ikke i stand til at have en mening om noget som helst. Og da krigen endelig var slut var livet også alt for anstrengt, man prøvede blot at håndtere sit eget liv og sin egen sult.” 

One thought on “Mormor som leder i det besatte Polen

  • November 23, 2015 at 2:42 pm
    Permalink

    Min svigermor fra Hamburg er 5 – 6 år ældre end din mormor men fortællingen og oplevelserne
    for den unge pige er de samme.
    Meget fasinerende at følge hendes historie .

    Reply

Leave a Reply to Jørn Astrup Bertelsen Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *